Håndbog i effektiv manipulation. Her kan man lære lidt om kunsten at stille de rigtige spørgsmål, så man får de rigtige svar.
Med overraskende enkle eksempler demonstreres, hvordan man med kendskab til nogle få basale, psykologiske mekanismer opnår enestående resultater udi kunsten at påvirke medmennesker til bestemte handlinger. Inspirationen kommer fra blandt andre Luke Skywalker og Benjamin Franklin og omfatter så simple midler som tjenester – og bolcher.

Nogle af fiffene er i forvejen velkendte og afprøvede. Hvis man eksempelvis gerne vil have, at gæsterne på et hotel genbruger håndklæderne, så er det praktisk at vide, at mennesker stort set gør det, de finder socialt acceptabelt, og det som de andre gør. Derfor kan det være en fordel med et skilt, hvor der står, at så og så mange procent af hotellets gæster genbruger håndklæderne (såfremt det drejer sig om flertallet), ligesom det kan betale sig at skrive, at hotellet donerer det sparede beløb til godgørende formål. Helst at hotellet allerede har givet til formålet, for derved skabes en forpligtelse for gæsten.

Desuden er der lidt om følelsespåvirkninger, om hvorfor folk hamstrer viskestykker og noget om, hvordan kaffe og spejle kan påvirke adfærden alt sammen krydret med inspirerende eksempler fra det virkelige liv.

Den danske undertitel er lidt svag i forhold til den amerikanske: Yes!: 50 Scientifically Proven Ways to Be Persuasive. Især bør man nok bemærke udtrykket Proven, for det drejer sig rent faktisk om bevisførelse for den manipulative success. At man så måske kan synes, at manipulation er ufint, er et andet emne, og det behandler bogen da heller ikke.

Noah J. Goldstein, Steve J. Martin og Robert B. Cialdini

293 sider
Gads Forlag
Udgivet: 19.03.2009