Man vil helt klart få associationer til Coen brødrenes mesterværk The Big Lebowski når man ser Inherent Vice. Det er i den sammenhæng også en film som det ikke er let at give et fyldestgørende resume af. Jeg har ikke læst Thomas Pynchons bog, som filmen er baseret på, men jeg vil ikke desto mindre påstå at Inherent Vice, ligesom The Big Lebowski romantiserer over tidligere tiders amerikanske bølge af film i den genre der kaldes noir.

Der er umiddelbart ikke nogen entydig definition af noir-genren, men den forbindes ofte med privat-detektiver, skygger og arketyper som ”femme fatale”. I senere noir film, det man kan kalde neo-noir kommer også et altoverskyggende, labyrintisk plot. Alle plottets tråde kan trækkes ud i det uendelige og mange bliver ikke fulgt op på. Jeg vil mene at Inherent Vice, såvel som The Big Lebowski har taget denne, labyrintiske plot-model til sig i deres måske lidt lettere parodi på den genre de mindes. Begge indeholder de elementer som konstant er til stede, men vis indhold forbliver mystisk. Scener som ikke forløses, karakterer der introduceres men kun i periferien.

Grunden til denne insisteren på mystik kan siges at være for underholdningens skyld, men den giver også mening i forhold til at de mest kendte noir historier tager individets udgangspunkt imod en ukendt omverden. Privatdetektiven har til formål at samle trådene og skabe sig overblik over den mosaik som danner baggrund for hans liv. Han involveres selv i sagen og pludselig bliver ting svære at skelne fra hinanden. Den objektive og køligt observerende Sherlock hives ned fra sin piedestal da han opdager, at den er en del af det han kigger på.

I den forstand har noir altid været at sammenligne med den bølge af ideologiske kritiker og diskursanalyser som fremkom cirka samtidig. Plottet er, som diskursanalytikerens tankegang altid baseret på en antagelse om, at der bag de åbenlyse fænomener er en abstrakt materie som giver dem deres specifikke konsistens. Bag velgørenhed er for eksempel den abstrakte, kapitalistiske motor, som opretholder den fattigdom, som velgørende og velmenende mennesker tror at de er i færd med at løse.

Et resúme

Når det så kommer til at beskrive hvad filmen handler om kan vi sige følgende:

Der er en hovedperson (Joaquin Phoenix), han kaldes Doc og hedder Larry Sportello. Han er privatdetektiv og ligesom The Dude fra The Big Lebowski er han en hippie. Hvor The Dude er en rest fra hippie-tiden, så følger vi Sportello i 1970 hvor hippiernes era udfases. Det er fuldstændigt passende at notere sig at Antonionis klassiker Zabriske Point er fra 1970. Dertil er det en kendsgerning at ethvert årti ender tre år inde i det næste årti.

Doc opsøges af en tidligere kæreste Shasta Fey Hepworth (Kathrine Waterston) som får ham til at undersøge rigmanden Wolfmanns (Eric Roberts) forsvinden, hvilket muligvis er en kidnapning. Doc er knapt kommet i gang da Shasta også forsvinder og sporene af hendes forsvinden skal findes i sporet på Wolfmann.

Docs forsøg på at optegne netværket af sammenhænge forstyrres af og til af hans ven og af og til fjende Bigfoot (Josh Brolin) som er kendt tv-politimand, men ikke anerkendt politi-løjtnant.

Udover denne korte beskrivelse kigger vi på et eksploderet plot, som ganske vidst hænger sammen for den opmærksomme seer, men ikke desto mindre helt bevidst holder ting i det skjulte.

For yderligere at understrege plottets labyrintiske tema, væver Anderson det hele ind i en ramme fortælling hvor fortælleren, en nær veninde af Sportello, fortæller historien og af og til taler med forskellige karakterer fra historien om historien. Rammefortællingen er altså en del af den fortælling som den danner rammer for, på samme måde som fortælleren i The Big Lebowski er en del af sin fortællings verden. Selvom han måske mere bare er en kommentator. I Inherent Vice kender fortælleren til hovedpersonens tanker i situationer hvor hun ikke selv var til stede. Man kan dog tale om at de måske har snakket sammen senere. Måske.

Dyret

Sportello jagter Wolfmann og han får hjælp, såvel som unødig modstand, af Bigfoot og Smilax (Benicio Del Toro). Til de der ikke ved det er Smilax en form for plante, som siges at være navngivet efter en mytisk skovnymfe.

På den ene side har vi altså et naturtema, men dette tema er kun en implikation af disse mytiske figurer, der alle placerer sig på denne gamle distinktion imellem kultur og natur. Bigfoot og Wolfmann er naturbundne i den forstand at de begge er udenfor kulturen. Wolfmann er den brutale undertrykte skabning i mandens indre, hvilken er udenfor samfundet i samfundet. Den er kun undertrykt og brutal i den forstand at manden søger inklusion i samfundet. Den repræsenterer altså den undertrykkelse som kulturen nødvendigvis udgør for naturen. Kulturen kræver en uniformitet som naturen ikke kan give til fulde.

Når det så er sagt er jeg af den holdning at konflikten er forældet, dog ikke nødvendigvis uinteressant. Mit problem er dog ideen om at der var en ren naturtilstand til at starte med. Den verden hvori der ses en konflikt imellem natur og kultur med mennesket i midten, er en verden hvor kulturen kom til verden samtidig med naturen. For kulturen er forudsætningen for at formulere en sådan konflikt. Vi bliver også nødt til at sige, at kulturen er produceret af naturen. Det vi får ved at tage diskussionen til enden er således naturen der i en ikke særlig veloptegnet forlængelse af sig selv, kigger på sig selv. Vi står således tilbage med kun ét begreb som indeholder både natur og kultur på den bekostning at vi ikke kan tale om nogle af delene. Distinktionen imellem natur og kultur refererer ganske enkelt ikke til en reel forskel i vores verden.

Når jeg alligevel fortsætter min læsning af filmen på baggrund af denne distinktion, så er det fordi den er en integreret del af værket.

Bigfoot er, mere end Wolfmann, en myte i Loch Ness forstand. Blot et væsen som aldrig er blevet observeret. Det som naturen holder skjult for samfundet, og som aldrig var en del af samfundet til at starte med. Bigfoot er samfundets ide om det som samfundets eksistens gør umuligt for sig selv. Bigfoot kan aldrig findes fordi den specifikt gemmer sig fra samfundet. Det er samfundet der har opfundet Bigfoot som en forsvunden genstand.

Smilax er ikke så stor en karakter i filmen, men det er interessant at Anderson har valgt manden der spillede Wolfman i filmen af samme navn, til nu at være en skovnymfe, eller slyngplante i en film hvor Wolfmann jagtes.

Sportello associeres konstant med naturen. Han er, som mange karakterer i løbet af filmen siger, en beskidt hippie. Og de lyver ikke. Der er en del fokus på hans beskidte hår og fødder. I den forstand, for at få billige fortolknings point, kan man jo sige at han lever som et dyr.

Jøder og nazister

Wolfmann er jøde, men han omgiver sig med det Ariske Broderskab. Under deres beskyttelse opkøber han ”dårlige” nabolag og bygger fine bygninger der i stedet.

Sportello møder tidligt i filmen Tariq Khalil (fabelagtige Michael Kenneth Williams) som fortæller at han var en del af en bande og røg i fængsel, og da han kom ud var ikke bare banden væk, men hele nabolaget.

Det er meget interessant at give navnet Wolfmann til manden der opretholder kulturen. Vi mindes i den sammenhæng også sammensætningen af Wolfman og nazister i gamle B-film. Det er den intrinsiske, naturlige og aggressive bund i manden der driver ham til at opretholde kulturen. Kulturen er naturen der undertrykker sig selv. På et andet niveau kan vi sige at den vold som kulturen anvender til at skabe uniformitet, pæne nabolag, i sig selv er naturens vold. Således får vi en gammel konservativ pointe frem. For at opretholde den kulturelle orden må kulturen sætte sig udover sig selv og udføre de handlinger som den ikke kan identificere sig med.

Her kommer vi også til Kieslowski. Kulturen søger at løse problemer med naturens vold, aggressionen i mennesker, ved selv at udøve symbolsk vold. Således løser den sit problem midlertidigt ved selv at reproducere det og imitere det.

Vi kan i den forstand forklare Sportellos beskidte fødder som et tegn på hvordan, uanset hvor fint det man bygger er, uanset kulturens uniformitet, så samler skidtet sig stadig imellem tæerne.

Gyldne tænder

Til vores natur-kultur motiv kan vi tilføje tænderne som et symbol på konflikten. Sportello har kontor ved en tandlæge, senere bliver en stor tandlægevirksomhed draget ind i plottet. Der er også et skib som sejler til og fra havnen, som ingen ved noget om, hvilket kaldes The Golden Fang og symptomet på hvilket findes i halskæder af gyldne tænder som forskellige karakterer har på.

Tænder er med andre ord et klart motiv.

Man kan passende mindes den kendte medieteoretiker Marshall McLuhans kommentar om at projektilerne i moderne skydevåben, som fortidens pile til buer, er en forlængelse af tænderne. Tænderne er med andre ord et våben givet til os fra naturens side, alle projektilvåben er i associativ forlængelse af dem, og en tandlæge er en person der fra kulturens side har til arbejde at uniformere dem.

I filmen bliver vi præsenteret for en mere eller mindre direkte sammenhæng imellem narkokartellernes succes og tandlægernes succes.

Diverse stoffer ødelægger tænderne, tandlægerne fikser dem igen. Vi ser således en klinik fyldt med narko-vrag. På et social og kulturelt niveau kan vi sige at stofferne, som er integreret i kulturens skumle underside, virker som en afvæbning af kulturens udskud (fjernelse af tænder, det naturlige våben).

Tandlægen som i den grad er et symbol på velfungerende, høj kultur er manden af hvem du kan købe dine tabte våben tilbage. Du kan få genskabt din personlige styrke, men prisen er bogstaveligt talt høj. Vi kan betragte dette som en slags straf for at engagere sig i kulturens, mørke underside, på trods af at denne selvfølgelig er ligeså meget en del af kulturen som tandlægens klinik.

På den ene side tabes du således af kulturen, din straf er afvæbning og yderligere at betale prisen for at få dine våben, din naturlige styrke tilbage. Det du får er imidlertid kun repræsentation, tænder som muligvis virker til at tygge, men er mere eller mindre særprægede og i øvrigt et evigt minde om tabet.

Gyldne tænder er i den sammenhæng det ultimative eksempel på kulturens manipulation. De repræsenterer både den strøm af penge der går fra kulturens underside til dens højeste aner, og også de bogstavelige tænder, eller naturlige våben som denne strøm koster sine ofre, og endda samtidig det trofæ som pryder medlemmerne af forretningen, kulturens insidere. Symbolet på deres sejr over kulturens svageste.

Den gyldne tand er det objekt som i sin rejse igennem kulturens symbolske kredsløb oplyser de kredsløb der siger noget om magtens fordeling.

Når der så også bliver draget associationer til hippietiden, bliver den hårde lektion at dette frihedsopgør var en forbrydelse imod den kapitalistiske kultur. En forbrydelse for hvilken de laveste klasser i samfundet skulle betale.

At være fri og lige med sine medmennesker er ikke det samme for en ung overklassemand som for en ung underklassemand. De mødes på gaden og taler om idealer, men den ene har ikke noget at vende tilbage til når mødet hæves.

Inherent Vice, filmens titel, er et udtryk for ting der går galt. For eksempel i løbet af en sørejse, hvilket også er eksemplet i filmen, kan man ikke kende alle omkostningerne. Man kan dog vide at på et eller andet tidspunkt bliver smørret nok for gammelt, tovværket bliver mørt, etc.. Inherent Vice er altså en kategori der er åben for tilfældighedernes spil. Denne kategori illustrerer dog også kulturens generelle attitude. Tandlægernes succes er en tilfældig konsekvens af narko-branchens indlejring i kulturen. Vi kan ikke skyde skylden på tandlægerne, imidlertid kan vi heller ikke løse den overordnede problemstilling på grund af denne mer eller mindre tilfældige kobling. Den er endnu et testamente til graden af narko-branchens binding til kulturen.

Det vi aner er kapitalismens grundlæggende indflydelse på kulturens måde at fungere på. Ting sker bare, hvis de er penge værd så bliver de indlejret i kulturen, uanset om de er gode eller dårlige i det lange løb. Alting er sekundært til kulturens nervebaner hvilke er lig de pengestrømme som gør kulturelle elementer levedygtige. Der er intet menneskeligt ansvar at finde, det er ganske enkelt et spørgsmål om Inherent Vice.

8/10 (Der er masser at komme efter, men der er nogle problemer med komis-timing og de gør af og til ret ondt.)

Produktionsår: 2014

Instruktion: Paul Thomas Anderson

Medvirkende: Joaquin Phoenix, Josh Brolin, Owen Wilson

Spilletid: 2 timer, 28 minutter