Det er hårdt at være teenager, men for Mie er det lidt værre. Hendes mor drikker, så Mie ved aldrig helt, hvad hun kommer hjem til, når hun har været i skole. Er lillebroren hentet i børnehaven, er hunden blevet luftet, og er mor fuld eller måske faldet i søvn?

Mie har travlt, også med at dække over moren, agere normalt hjem og sørge for, at ingen får lejlighed til at se, at Mies hjem ikke fungerer helt som andres hjem.

Udover de praktiske problemer der kan opstå, når en alkoholiker har ansvaret, så er morens selvværd også et emne, der jævnligt dukker op, når hun skal forklare sin manglende deltagelse på arbejdsmarkedet. Det hjemlige kaos får Mie til at lukke ned på skolefronten, og i forholdet til klassekammeraterne.

Bogen er ikke uden dramatik, og vi får glimt af Mies mange tanker om, hvad hun nu skal gøre for at holde sammen på familien.

På den læsevenlige front er lixtallet lavt. Det betyder korte sætninger og få lange ord. Samtidigt er billedet af Mie en god grund til at læse bogen. Hun er en overbevisende – omend påfaldende omsorgsfuld – teenager i lighed med hovedpersonen i Martha Christensens Når mor kommer hjem.

Kapitlerne er korte, og stoffet vedkommende – især hvis man er tæt på en alkoholiker. Mie forsøger at fremstille sig selv som helt almindelig. Hun føler sig tryg ved at være ‘en stille pige’, så ingen opfanger, hvad der skjuler sig under overfladen. Dobbelt ansvar og ingen hjælp. Men til sidst er der alligevel nogen der opfatter problemerne.

Marianne Randel Søndergaard

Ingen må vide det

HIP 15, lix 12

130 sider

Straarup & Co.

Udgivet: 2018

Birte Strandby