En lille moralsk opsang fra en 93-årig er pt. det store hit i Frankrig og er solgt i 600.000 eksemplarer.

Med udgangspunkt i den indignation, forårsaget af nazismen, der i 1940 satte gang i den franske modstandsbevægelse under Charles de Gaulle, finder Hessel, at det er tiden at opgradere sin indignation over de eksisterende forhold, hvad enten det drejer sig om behandlingen af indvandrere, udvisningen af romaer eller det egoistiske overforbrug, der truer med at gøre planeten ubeboelig for mennesker.

Hessel lægger i den forbindelse vægt på to udfordringer: Den stadigt større forskel mellem rig og fattig og så menneskerettighederne og planetens tilstand – der sjovt nok udgør et samlet punkt, uagtet sammenhængen ikke er ganske tydelig.

Et afsnit skriver forfatteren i forargelse over forholdene i de palæstinensiske flygtningelejre, hvad der kan initiere brugen af raketter og ikke mindst, hvordan man skaber terrorister. Volden får sit eget afsnit omfattende en diskussion af Sartres opfattelse af det selvfølgelige i brug af vold i et voldeligt univers, hvor forfatteren selv hælder til Mandela og Martin Luther Kings budskaber om gensidig forståelse.

Slutteligt erkender Hessel, at der er sket forbedringer: Afkoloniseringen, afskaffelse af apartheid, murens fald. Til det dårlige hører 11. september, invasionen i Irak og den økonomiske krise, som vi selv har skabt, uden at vi efterfølgende har indledt en ny økonomisk politik.

Hele skriftet er en opfordring til indignation, til protest i lighed med den, modstandsbevægelsen i sin tid manifesterede. Hessel siger ikke noget, der ikke tidligere er blevet nævnt i en eller anden sammenhæng, men måske siger han det tydeligere.

Stéphane Hessel

30 sider

Indigene éditions

Udgivet: Oktober 2010

Birte Strandby