Lærkes mand vil skilles. Det gør Lærke dybt ulykkelig; seriøse tårestrømme danner baggrundsmusik gennem hele romanen, jævnligt afbrudt af bønnerne til den afgående ægtemand: Bliv hos mig, kom hjem.

Men mellem tårerne og den ofte omtalte sorg, så har Lærke travlt med at leve livet: En ferie i Nice, en rejse til Rusland for at undersøge herkomsten af et russisk ikon, mange venner, en omsorgsfuld familie og ikke mindst en mindre hær af interessante tilbedere med dertilhørende sex i forskellige varianter – selv om Lærke i egen selvopfattelse er monogam.

Lærke er konservator og via det danske kongehus arbejder hun på at fastslå kunstneren bag et bestemt ikon. Den royale kontakt finder sted via en nylig fraskilt søn af kongehuset, der i romanen er udstyret med tre prinser.

Når man ser bort fra selve arbejdet med ikonen, som der er gjort meget for at udvikle til glæde for den nysgerrige læser, så har romanen et kraftigt skær af chicklit med hovedpersonens overfladiske prioritering af vægt, tøj og mænd. Men det hører op, og slutningen omfatter et vidunderligt lille raffinement, der klart opvejer de mange tårer, der er lige ved at blive trivielle sidst i bogen.

Samtidigt tegner forfatteren et lidt skræmmende billede af det moderne menneske: Påklædning og udseende er meget vigtigt (Armani og Chanel), piller skal der til for at holde det ene oppe og det andet nede, og så er der måske en forklaring på menneskers besynderlige begejstring for bilen:

Jeg elsker min bil. Den er mit sneglehus som jeg tager på når jeg sætter mig ind i den. Jeg er ikke fastlåst eller tvangsindlagt til at være et sted hvor jeg ikke har lyst til at være.

Overraskende udtalelse fra en person, der sidder fastspændt i et firehjulet bur i en bilkø på en asfaltbane?

Med til beskrivelsen af det moderne menneske hører også et begreb som skilsmissegruppe og den ret statiske tendens der er til at opfatte sig selv som offer.

Ikonen

Nina Vad Holtum

304 sider

Clausen Publishing

Udgivet: 07.11.2014

Birte Strandby