Romanen begynder med Ida og Oles bryllup. De har boet sammen i mange år i Idas hus, der også rummer et kollektiv startet i begyndelsen af halvfjerdserne, dengang fortrinsvis bestående af kvinder. Med tiden kommer huset også til at rumme asylansøgere, der har fået afslag på asyl, herunder et par med børn der har Idas helt store interesse – en interesse der bevirker, at Ida langt om længe fortæller sin livshistorie til Ole.
Idas og hendes bror er jøder og opvokset i Nordjylland hos en farmor, der levede efter jødisk skik og i øvrigt ikke tøvede med en velanbragt lussing, når hun mente, det passede ind i opdragelsen. Børnenes forældre er udvandret til Israel og har ingen kontakt til børnene, så den hårdtslående farmor er grundstammen i deres barndom.
Romanen omfatter Idas hverdag og hendes forskellige kærester, jødiske Ruben som farmoren billiger, Troels der ikke røber megen selvstændig tænken, og den fantastiske Marko der ligner en gud og samtidigt er på vej op ad karrierestigen. Desværre er han gift – i hvert fald i en periode, men senere kan Ida ikke komme hurtigt nok ud af forholdet – og da står Ole stadig og venter.
Idas liv giver ikke anledning til nostalgiske tilbøjeligheder, men der er et glimrende tegnet billede af Danmark i halvfjerdserne og firserne med demonstrationer mod atomkraft og medlemskab af EF, splittede fraktioner på venstrefløjen, batikbluser og fri abort, basisgruppe i kollektivet og eksperimenter med den seksuelle frihed.
Romanen er holdt i rolig fortællestil, Idas vinkel er fremherskende, men den alvidende fortæller får fremstillet et godt billede af tidens mentalitet.
Idas hus
Per Vadmand
328 sider
Attika
Udgivet: 2013
Birte Strandby
