Ingen udgifter er for store, når sladderhistorierne skal hives hjem til Se og Hør, men til gengæld betyder de store personlige omkostninger for bladets ofre heller ikke en dyt.

Med mindre man tilfældigvis er personlig ven med chefredaktøren, så skrottes en – mere eller mindre sand – historie aldrig af hensyn til ofrene. Al moral er pantsat til fordel for oplagstallet.

Det er den korte udgave af forhenværende Se og Hør-redaktør Peer Kaaes artige afsløringer om moralen i det Allerske bladhus.

Kaae fortæller løs om forretningsmetoderne og bruger ofte mafiametaforer og Godfather-lignelser for at beskrive den ånd af sex, løgn, bestikkelse og skraldespands-paparazzi-metoder, som han arbejdede i.

Kaae beskriver indgående, hvordan han lynhurtigt fanges ind i en konstant festrus, da han starter på bladet. ‘Arbejdsdagen’ er åbenbart et sammensurium af sprut, hurtige damer, receptioner og kändisfester, og en halv time ved tasterne medens tømmermændene repareres. Som han citerer Mep: ’Man kan lave te på blade, men man kan ikke lave blade på te.’

Det er interessant, at selvom bladhusets direktion ind i mellem fik pudset sin moralske glorie ved at tage afstand fra en artikel og fyre en redaktør, så var pengekassen altid åben for sprut- og festregninger, stikkerdusører og paparazzibilleder. Redaktionerne på Se og Hør, Ugens Rapport og PS fik deres overlæssede barskabe fyldt mindst en gang om dagen. Der var fest og fredagsbar hver dag. Skænderier og korporlige slagsmål i redaktionerne hørte også til dagens orden, men en solid brandert var gyldig undskyldning for alt.

Her tegnes et billede af et bladhus, hvor alt er tilladt, så længe det giver et solidt overskud. Om en artikel bringes i blades afhænger ikke af dens sandhedsværdi, men af om det betyder op eller nedgang for oplaget. En eventuelle erstatning på 50.000 kr. betyder ikke noget, hvis der kan sælges 50.000 ekstra ugeblade – retssager og erstatninger er alligevel indkalkuleret i budgettet og udgør kun en ubetydelig del driftsomkostningerne. Det lyder som bladet arbejder efter mottoet: Jeg ved det er sandt, jeg har selv fundet på det!

Der er vist ikke mange, som anser artiklerne i Allers sladder- og mandeblade blade for at have særlig stor sandhedsværdi, men det er nok en øjenåbner at læse, hvordan bladene bevidst sælges på sensationsoverskrifter, der intet har med de medfølgende artikler at gøre.

Kaae sparer ikke på arbejdets slibrige detaljer, ligesom de interne stridigheder og magtkampe på Se og Hør får en grundig gennemgang. Læserne efterlades heller ikke i tvivl om, at hans hadeobjekt nummer 1 er den samvittighedsløse Henrik Qvortrup, der fyrede ham fra Se og Hør.

Vi får et ganske interessant kig ind bag de farvestrålende kulisser i sladderbranchen, men jeg synes nu nok at Peer Kaae får brugt temmelig lang tid ved håndvasken med efterrationaliseringer af egen indsats. Som han selv skriver: ‘Denne bog er dobbeltmoralsk’.

Forfatter: Peer Kaae

266 sider, 249,95 kr,-

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Jan Vandall