Velfortalt og gribende roman om en finsk familie i brydningstider. Det begynder med olympiaden i Tokyo i 1964. Esko har solgt godt af japanske radioer og fjernsyn og får som belønning mulighed for overvære olympiaden i selskab med formanden for radiobutikkernes brancheforening, og forholdet mellem de to mænd repræsenterer romanens første brydning mellem det nye og det gamle. .

Historien præsenteres i glimt og springer i tid, så man følger på skift Esko, hans kone Liisa, og deres søn Eso, der også er fortæller. Han fortæller til datteren Miia, og vi får ligeledes et godt portræt af hendes mor, der er barn af tresserne og stærkt politisk engageret.

I baggrunden findes først Rusland og Khrusjtjovs forhold til Finland, den kolde krig deler vandene og meningerne; senere begivenheder er Berlinmurens fald og 9/11. I romanen formidles smukt, hvordan verdensbegivenhederne danner baggrund for holdninger og handlinger i familien. Især Eso er velorienteret og ved eksempelvis, at Washington i september 2001 ignorerede efterretningstjenestens advarsler om et forestående terrorangreb. Til gengæld ved han ikke rigtigt, hvordan han kommer i kontakt med sin vrede datter, og han har vanskeligt ved at fastholde sin målrettede kone i familien.

Romanen er krydret med mange sidefortællinger, eksempelvis beretningen om Philippe Petit der gik tres meter på en stålwire i 420 meters højde – mellem tvillingetårnene. En anden sidefortælling er den om poeten der foreslog, at han kom med på den første månefærd, fordi han rådede over den rette retorik til formidling af de store følelser, der forventedes at gribe den halve milliard mennesker, der overværede månelandingen. Forslaget blev ignoreret.

Juha Itkonen
Oversat af Birgita Bonde Hansen
413 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2014