Frankensteins monster vender tilbage til Frankensteins hus for at begrave Frankensteins lig. Efter at have gjort dette bliver han angrebet af dæmoner, som derefter bliver angrebet af hellige krigere, som det jo sker. Efter det får han at vide, at han er speciel som et handikappet barn hvis handikap i et spøjst tvist, viser sig at være objekt for en konflikt mellem gud og djævelen.

Filmen forsøger at opstille et klassisk eksistentielt drama, Frankensteins monster skal finde sin plads i verden og en sjæl. Det virker imidlertid som om, at hver gang der i manuskriptet står ”dyb eksistentiel konflikt” er nogen der har tilføjet en parentes hvor der står ”grinagtig kampscene”.

Ingenting

En fundamental diskurs i vores sprog, som er vigtig men ikke desto mindre grundlæggende forkert, har altid været diskursen om modsætninger. På grund af den tager vi ofte os selv i at tro, at ild og vand reelt er modsætninger, men ligesom alle de andre kendte modsætninger (sort – hvid, god – ond, rigtig – forkert) er selve forholdet fuldstændig sprogligt determineret. Hvis man tænker over det findes der kun én enkelt reel modsætning og det er alting – ingenting, men denne er ikke engang en helt reel modsætning eftersom at ingenting kun kan eksistere som reference. En god illustration af dette er selve konstruktionen, sammensætningen af ordet ting og ordet ingen. Den eneste måde hvorpå vi kan have ingenting i vores sprog, er ved først at sige, at der er noget (ting) og derefter fratrække dette noget (ingen). Ingenting kan altså kun lade sig gøre i form afnoget og ideen om dettes fravær. Selv når vi kan gøre det klart for os selv, at det eneste i verden, som er et modsætningsforhold er ideen om det der ikke er og det der er, så er vi allerede i sproget, det som er.

En æstetisk konflikt

Med det i mente ser vi i I, Frankenstein endnu en af de klassiske god, himmelsk, hellig konstellationer imod endnu en klassik ond, helvedes, uhellig konstellationer. Hvilket selvfølgelig illustreres ved en masse actionscener der trods tilstedeværelsen af skuespillere reelt kun fremstilles, som farverne rød (ond) og blå (god) der begge eksploderer på skærmen. Det ondes mission overfor det godes mission er så dårligt optegnet i filmen, at den eneste forskel på de to, modsat f.eks. de gamle Star Wars film, virker som et spørgsmål æstetisk (enten er du rød, eller også er du blå). Selvom man kunne lave det samme argument imod de gamle Star Wars film, så var der ikke desto mindre en slags suspension of disbelief i form af den politiske konflikt i de film. Det føltes som mere end bare en situation hvor farven blå føler, at den er mere værd end farven rød og omvendt.

En formel for ondskab

Der blev i en gammel episode af kultserien South Park lavet en formel, som perfekt kan beskrive meningsløsheden i de ondes plan i I, Frankenstein og dertil et utal af andre film:

  1. Get thingy (Frankenstein, genesis device, sceptre of evil, essence of goodness, ancient map, mythical object etc.)
  2. Build army (Reanimate the dead, call on demons, start ancient machines, complete ritual, find secret lair etc.)
  3. Takeover world (Let evil reign, cleanse the unpure, destroy the lesser beings, claim what is rightfully mine, harvest planet energy etc.)
  4. ???
  5. Profit

Trin fire og fem er der, hvor de onde aldrig når til i deres plan og det er her I, Frankenstein og andre film, hvis udgangspunkt er den samme klassiske god – ond konflikt, oftest fejler. For hvad er det helt præcist, at de onde mener, er på den anden side af deres plan? I Star Wars får vi en helt klar fornemmelse af, at der er tale om en specifik styreform, et totalitært styre, hvilket giver mening fordi vi i virkeligheden accepterer, at der findes magtbegær, hvilket kan motivere en sådan ondskab.

Selvom magtbegær kan siges, at være en overfladisk motivation, efter hvordan den er opbygget i historien (Macbeths magtbegær er ret overbevisende opbygget), så er det stadig bedre end at skurken er skurk, fordi han er skurk (ond for at være ond), hvilket er tilfældet i I, Frankenstein.

Effekter, effekter, effekter

Effekter, som det fremgår af ordet, bør have en effekt, så jeg ved ikke hvad man skal kalde dem, når de ikke har det. Det er klart at I, Frankenstein ser sin egen styrke i sine actionscener, af hvilke der er klart flest, men det ændrer ikke på, at de er grimt lavet. Der er stadig intet at komme efter i CGI action medmindre man er Zack Snyder, for hvem det af og til lykkes at lave noget episk. I den sammenhæng bør det nævnes, at grunden til at kampscenerne i de gamle Star Wars film fungerede og var med til at ligge grunden for special effects i dag, var at de var bygget omkring en historie. Kampscenerne imellem Luke Skywalker og Darth Vader var symptomet på en dybere konflikt, de opstod der hvor ord ikke længere kunne bruges. I I,Frankenstein og de nye Star Wars film for den sags skyld er det drama, som skal gøre en kampscene meningsfuld, blevet erstattet med flere kampscener, så der er intet på spil.

I, Frankenstein er dårligt opbygget, forfærdeligt skrevet og generelt grim at se på, action scenerne er uden potens og den overordnede handling forekommer fuldstændig ligegyldig på trods af at hele verden, som vi kender den, er på spil.

4/10

Produktionsår: 2014

Instruktør: Stuart Beattie

Skuespillere: Aaron Eckhart, Bill Nighy, Jai Courtney, Miranda Otto, Caitlin Stasey

Spilletid: 1 time 32 minutter