Menneskeheden er uforbederlig og deres civilisation vil snart gå til grunde.

Rumhumanoiden Kelex vender tilbage til sin planet. Hans mission med at rekruttere en repræsentant for jorden til Hypernova-rådet er mislykkedes, og Rådet beslutter at opgive jorden, indtil andre mere fornuftige arter tager over, når mennesket uddør. 

Kelex der er kommet til at synes godt om jordboerne trods deres destruktive tilbøjeligheder, er frygteligt ked af Rådets beslutning, og sammen med en ven aktiverer han en sonde, der skal tage til jorden for at finde et medlem til den Intergalaktiske Sammenslutning af Planeter. Jordens repræsentant skal blandt andet hjælpe jordens regeringer med at få styr på planetens klima, udligne social uretfærdighed, bekæmpe raceforskelle og bidrage til løsningen af mange andre problemer.

Marvin er 13 år. Han bor sammen med sin mor, bror og kusine. Familien meddeler ham, at de vil holde en genbrugs- og veganerjul. Marvin bliver dybt frustreret, intet kød, intet træ og kun genbrugsgaver. I vrede stjæler han sin mors kreditkort og går på grill. Da han er på vej hjem, stoppes han af sonden der vil vide noget om hans åndsevner og helbredstilstand. Sonden der er lidt træt af jobbet og gerne vil hjem, sørger for at Marvin bliver den udvalgte repræsentant og overfører straks superkræfter til ham.

Det er en stor oplevelse for en trettenårig dreng pludseligt at få superkræfter, og han begynder sin nye karriere som superhelt med at hævne sig på en bully i læderjakke, der tidligere på dagen har tvunget ham – til at samle sit affald op!

Efter yderligere nogle lidt klodsede forsøg på at agere superhelt, går Marvin i krig med de virkelige opgaver, og som det første får han gennemført, at bjergbestigerne på Mount Everest sørger for tage deres affald med sig. Marvin bliver bidt af opgaven, men der er naturligvis nogen der er efter ham for at få hans superkræfter.

Fantasifuld, underholdende, lidt tvivlsom teknologi, men humoren er helt fin.

Hypernova: Trinity

– en klimavenlig superheltehistorie

Martin Willer

80 sider

Horizon Publish Ltd.

Udgivet: 2020

Birte Strandby