Mille og Susanne taler ud om det at blive udsat for seksuelt overgreb, og hvilken betydning det har haft for deres liv.

Det er ganske uhyggelige beretninger. Susanne blev gennem en lang periode i sin barndom udsat for sin stedfars overgreb. Da hun senere nævner det for sin mor, afviser moren det som fri fantasi, indtil også lillesøsteren fortæller, at hun har oplevet noget lignende. Tydeligvis lykkes det Susanne til dels at bearbejde traumet, men samtalen med Mille får alligevel sat noget i gang.

For Mille var det anderledes. Overgrebene begyndte, da hun var teenager, og det var en jævnaldrende dreng, der mere eller mindre tromlede hende. Forholdet varede ni år.

At man kan blive misbrugt af en chef eller et magtfuldt familiemedlem, kan man måske forstå. Men at man som velfungerende teenager går ind i et forhold, man ikke selv ønsker, er lidt vanskeligere at greje. Især da Mille angiveligt aldrig har været forelsket i drengen/manden. I anden litteratur om virkelighedens voldelige forhold (Fanden og hans pumpestok, Gid du var død) er overgreb og ydmygelser noget, der har udviklet sig over tid – sædvanligvis indledt med en forelskelse. Men for Mille er den gal fra dag et.

Begge kvinder fortæller åbent om problemerne. For Milles vedkommende handlede det også om en spiseforstyrrelse og et ophold i psykiatrien. Psykiatrien hjalp hende ikke meget, men en klartseende sygeplejerske fik en betydelig indflydelse på Milles helbredelse og på afslutningen af det destruktive forhold. For Mille var en følgevirkning af overgrebene, at hun ville fylde så lidt som muligt. For Susanne var det mere noget med at have kontrol.

Deres måder at bearbejde tingene på har været vidt forskellige, men de er enige om, at der er behov for at tale åbent om det og om muligt konfrontere gerningsmanden, og det er en del af baggrunden for denne bog, der i øvrigt slutter med en art frigørelse fra fortid, skyld og skam.

Sproget er ligefremt, der er en behagelig udvikling i løbet af bogen, efterhånden som fortiden bearbejdes. Hvis man gerne vil vide mere om, hvordan følgerne af overgreb kan tackles, er dette et godt sted at begynde.

Hvorfor sagde vi det ikke noget før?

– det er fandme min krop!

Susanne Haxthausen Doreng og Mille Eigard Andersen

201 sider

Forlaget Skriveboblen

Udgivet: 30.10.2020

Birte Strandby