‘Det kan vistnok være godt, at der er et sted, hvor Forældre kunne sende deres Børn hen, når det ikke er for slet Vejr.’

Skønt man ikke skulle tro det, når man overvejer Grundtvigs mange ideer om livsoplysning, fortælling og om at gøre almuen til folket, så er det ham der er citeret.

Det er heldigvis ikke det eneste svar på, hvorfor børn går i skole. I 16 kapitler fortæller forskere og undervisere ud fra filosofiske, sociologiske, psykologiske og pædagogiske perspektiver om, hvad de forventer skolen gør for ungerne.

For nu at begynde bagfra så er der på bogens sidste sider skolens formålsformuleringer begyndende i 1739, hvor børnene skal undervises i ‘… Troens Grund samt Salighedens Vey, Orden og Middeler … og i at læse, skrive og reigne …’

I 1814 gælder det om ‘at danne dem til gode og retskafne Mennesker …’. I 1975 skal skolen i samarbejde med forældrene om at ‘give eleverne mulighed for at tilegne sig kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer …’. I 1993 skal skolen forberede eleverne til ‘medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre’, og det er også i 1993, elevens alsidige, personlige udvikling bliver aktuel første gang. I 2006 skal skolen give poderne lyst til at lære mere … og bidrage til ‘deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremme den enkelte elevs alsidige udvikling.’

Forventninger til dannelse og uddannelse af børnene er noget af det der hyppigst popper op hos de mange bidragsydere, og her er hverken glemt Grundtvig, Kierkegaard, Arendt, Heidegger eller Løgstrup, Bourdieu eller Dewey. John Benedicto Krejsler har oven i købet opfundet en ‘dannelsesaktivist’ med forslag til fremgangsmåder. Unge lærere der gerne vil deltage i dannelsen af børnene kan begynde her.

Som en næsten logisk følgevirkning udløser hyldesten til dannelsen og uddannelsen næsten pr. automatik en kritik af prøver og evalueringer. Angiveligt fordi prøver og evalueringer står i vejen for fordybelse og selvforglemmelse. Og får evalueringskulturen hug, så får fortællingen som pædagogisk virkemiddel til gengæld applaus i bedste Grundtvig-stil.

Stinus Storm Mikkelsen kritiserer på sin side skolen for at legitimere og understøtte uligheden i samfundet og påviser med eksempler at der kan finde en social sortering sted i folkets skole.

Johannes Fibiger, Dion Sommer og Steen Hildebrandt tager sig af fremtiden, robotterne, naturforståelsen og solidariteten. Vi kommer meget vidt omkring folkeskolens opgaver. Efter hvert kapitel er der spørgsmål til forståelsen og forslag til videre læsning, og det kan nok være nødvendigt, for selv om man bliver klogere af at læse denne bog, så er det ikke sikkert, at man længere kan svare på spørgsmålet om, hvorfor børn går i skole.

Det er interessant at læse om de mange tilgange til spørgsmålet, men hvorfor mon friskolerne slet ikke er repræsenteret? De har i stort omfang en holdning til evaluering og dannelse, og her kunne det have været nok så interessant at høre, hvad eksempelvis Rudolf Steiner skolerne mener om evaluering. De har tolv klassetrin og ingen prøver. Det må kræve en del dannelse.

Friskoler kan man læse om i Friskolehistorie.

Hvorfor går børn i skole?

Elsebeth Jensen & Ole Løw (red.).

Forord af Per Schultz Jørgensen

Hanne Knudsen, Jens Erik Kristensen, Lisa Rosén Rasmussen, Simon Axø, David Bugge, Pia Søltoft, Stinus Storm Mikkelsen, John Benedicto Krejsler, Preben Olund Kirkegaard, Else Skibsted, Svend Brinkmann, Alexander von Oettingen, Charlotte Højholt, Dorte Kousholt, Hilmar Dyrborg Laursen, Johannes Fibiger, Dion Sommer, Steen Hildebrandt

271 sider

Akademisk Forlag

Udgivet: 2020

Birte Strandby