Udover sit politiske virke får Manu Sareen også tid til at skrive sine herlige ‘perker-børnebøger’. Vi er meget glade for sund og morsom selvironi her i Dannevang og det har Sareen altid været mand for at levere. Jeg tror de bøger har en god afmytologiserende effekt med sådanne små morsomme kig ind bag facaden.
Den sygt frie omskrivning af H.C. Andersens gamle eventyr ligger fint i forlængelse af bøgerne om Iqbal. Vi får hele den gamle historie om den tumpede men alligevel heldige fatter serveret i Nørrebro-omgivelser med den lille fætter Osama i hovedrollen som det heldige æsel.
Lille Osama skal redde dagen for familiens arabiske kiosk, da naboen Amir har lukket for deres strøm pga en restance på 1000 kr., og oven i købet er deres forretningsskilt faldet ned efter Osamas bedstemor i ophidselse kom til at svinge lidt for meget med sin stok.
Osama påtager sig at sælge kioskens tyggegummiautomat, en ægte Hizbollah-model, og således skaffe den manglende tusse til forretningens videre drift. Som hos salig Andersen går det imidlertid hurtigt fra skævt til total sur røv. Automaten bliver først byttet til en Mustang, men desværre er det cykeludgaven og ikke en lækker cabriolet. Derfra går det ned ad bakke indtil stakkels lille Osama står tilbage med en pose rustne søm og skruer.
Selvfølgelig ender alting dog i fryd og gammen. Et væddemål, en god familie og godt familiesammenhold ender med at gøre Osama fortjent til både kærlig kys og glorværdig hæder.
Ideen med at sætte de gamle eventyr i en ny ramme er selvfølgelig langt fra ny, f.eks. findes der en rigtig morsom omskrivning af en række af de gamle eventyr som marxistiske lærestykker. Det skal ikke tage glansen af Sareens indsats med at fremme integrationen gennem hyggelige venskabelige grin.
Hvad fætter gør er altid det rigtige
Forfatter: Manu Sareen
Tegner: Rasmus Bregnhøi
32 sider
Politikens Forlag
Udg.: 11.11.2010
Jan Vandall