Kommissæren der nægtede at dø: I det tiende og angiveligt sidste bind Den sidste vinter i serien er Erik Winter tæt på at dø. Men han vender stærkt tilbage, og det gør også Edwardson med denne ellevte krimi med Winter i hovedrollen som den der styrer forbrydelsens opklaring med grundighed, dygtighed og et drys af den sjette sans, der gør det muligt at forestille sig en morders tanker på gerningsstedet – i lighed med La Cour i den danske TV-serie Rejseholdet.

En ung kvinde og to af hendes tre små børn findes dræbte. Det yngste barn, en baby, er i live omend stærkt dehydreret. Der er flere mulige mistænkte, især en mand, Runstig, der efter aftale med kvinden har afhentet familiens hund samme dag, som de er blevet dræbt. Kvindens mand, faren til børnene, arbejder i Stockholm og er sjældent hjemme. Han er også under mistanke. Ligeså avisbuddet og avisbuddets afløser. Men så bliver afløseren dræbt på samme bestialske måde som den unge familie. Winter rammer noget essentielt i efterforskningen, for pludselig er det ham, der udsættes for trusler – trusler mod andre familier, trusler mod Winters egen familie og slutteligt trusler mod ham selv på krimiens sidste, intense sider.

Winter er en kompleks karakter, der konstant udfordrer sin egen tankevirksomhed. Hans mor er døende i Malaga, mens han løser kriminalgåder i Sverige, og hans privatliv er tynget af samlivsvanskeligheder, for meget whisky og Coltrane for fulde hammer – hvad der udløser et besøg klokken halvfire om morgenen af to kolleger, der anmoder ham om at skrue ned.

Krimien er afvekslende, indviklet, grundig.

Åke Edwardson

Oversat af Ellen Boen

450 sider

Hr. Ferdinand

Udgivet: Marts 2013