Essaygenren er desværre ret overset. Med Mathilde Walter Clarks nye bog ”Huset uden ende” bliver der forhåbentligt sat spot på kvaliteten af de kortere prosastykker, der typisk handler om noget filosofisk, historisk eller litterært.

Mathilde Walter Clark har udgivet flere romaner, noveller og også essays, hvori hun deler sine tanker om alt fra aktuelle samfundsspørgsmål til mere almengyldige tematikker. Hun drøfter således emner som identitet, køn, racisme og litteratur i ”Huset uden ende”, der i alt rummer 20 essays. Det første essay, der bærer samme titel som bogen, er det længste med 65 sider. Bogens essays er, for størstedelens vedkommende, skrevet sideløbende med forfatterens selvbiografiske roman “Lone Star”, der gav hende sit gennembrud.

Mathilde Walter Clark er eminent til at betragte og analysere mennesker. Hun er uddannet cand. mag. i filosofi og dansk fra Roskilde Universitet og New York University. I ”Huset uden ende” deler hun sine træfsikre observationer af samfundet og de mennesker, der er en del af det både herhjemme og ude i den store verden.

At læse hendes essays er sundt for enhver. Det er en påmindelse om, ikke at tænke konformt eller i kasser. Forfatteren evner på smuk og humanistisk vis at ryste vores faste forestillinger uden at pege fingre. Som barn af en amerikansk far og en dansk mor, befinder hun i et krydsfelt mellem to kulturer og tænkninger. Alligevel har hun øje for konteksten og nuancerne, når hun belyser hvordan den nordiske tænkning clasher med den konservative amerikanske, hvor det fx er en selvfølge at have våben.

Bogens essays er delt op i fire overordnede emner – udover titelessayet. De første essays har overskriften ”At se”. De omhandler især identitet, men heri gør hun sig især betragtninger om kulturforskelle, racisme og samfundsforhold. Hun deler fx sine betragtninger om USA og politik. USA skal til valg og hun diskuterer politik med sin far. I essayet ”Nogle tanker om magisk realisme” får vi indblik i forfattergerningen, ”inspirationen” og sproget som materiale.

De følgende essays har kvindekønnet som overordnet tema. Det, der gør mest indtryk er essayet ”Looking for something”, hvor hun retter blikket mod Indiens mandsdominerede kultur. Kvinder opholder sig mestendels indendøre. De er adskilt fra det offentlige rum, som mænd anser om deres private værested. Mændene råber ad kvinder og befamler dem. Mathilde Walter Clark føler sigdegraderet til et køn i dette land. Hun er ikke et menneske.

Stærkt indtryk gør de følgende essays der har overskriften ”At miste”. Her deler hun sine smertelige erfaringer om at miste sin stedfar. Hun italesætter hvordan sundhedsvæsnet også selv er sygt langt ind i kernen.

De fem sidste essays identitet bærer titlen ”Bøger og liv” og her får vi b.la. anbefalet nogle forfattere, når Mathilde Walter Clark b.la. funderer over litteraturens tilblivelse og fortæller om sine oplevelser i en læsekreds mm.

”Huset uden ende” tager os med andre ord vidt omkring, og netop deri ligger ens kvalitet. Den bibringer læseren stort udsyn, men også stort indblik i menneskelivet. Tag ikke fejl; der venter en spændende men også til tider krævende læseoplevelse. Holder du af avisens klummer, så und dig selv denne fine og forstandige læseoplevelse. Her får du stof til eftertanke! Du vil næppe være enig i alt, men pyt. Mathilde Walter Clark formår at krydre sine interessante essays med kant og humor, så det er en fryd.

Huset uden ende

Essays

Forfatter: Mathilde Walter Clark

Oversættelse: Kent Havemann

Forlag: Politikens Forlag

304 sider. Indbundet. 

Udgivelsesdato: 25. 3. 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg