Hungersnødhandler om et trist stykke finsk historie. Hungersnøden og vinteren plager landet, og vi følger en lille, hårdt ramt familie. Faren ofrer sig og efterlades – med døren åben i den kolde vinter, mens kvinden, Marja, går videre med sine to små børn for at tigge. De vil gå mod Helsinki og derefter mod Sankt Petersborg, hvor de forventer, at folk vil give dem noget at spise. De kommer ind mange steder, men oftest kan værtsfolket ikke tilbyde andet end vælling, og nogle steder bliver de bedt om at gå videre. Et sted tilbyder nogen at tage sig af det ene barn, men Marja vil ikke undvære nogen af sine børn.
Et andet sted bliver hun voldtaget manden og siden jaget på porten af konen. Et barn dør, og det gør ligeledes nogle af de mennesker de møder på deres vej.

Hungersnøden var en af Finlands svøber i 1867, en anden var tyfus, men hungersnøden tog mere end 20 % af finnerne. Ikke alle samfundslag rammes med samme kraft, og for bogens ene hovedperson betyder sulten, at han i stedet for at miste får et barn.

Det er en brutal fortælling om en brutal tid. Alligevel eksisterer venligheden mange steder, og familien får tilbudt et husly – og brød hvor det findes.

Sulten er beskrevet som den tragedie den er, men er alligevel ikke så ond som den russiske sult – den man finder hos Herta Müller eller hos Arne Strøm i Onkel, giv os brød, der omfatter et besøg i Rusland der oplevede voldsom hungersnød i trediverne.
Aki Ollikainen

Oversat af René Semberlund Jensen
142 sider
Turbine
Udgivet: 11.03.2016