Hvorfor griner de ikke?

Indledningsvist hører vi om Lars von Triers katastrofale tale ved filmfestivalen i Cannes – i medierne omtalt som ‘Trier’s Hitler meltdown at Cannes’, for det er jo en sjov tale, syntes danskerne. Udlændinge var af en ganske anden mening.

Et af flere af von Triers fejlgreb var at overføre dansk ironi og selvironi til kulturer der har helt andre forventninger til humor. Lita Lundquist har undersøgt begrebet humor i forhold til sprog og kultur og skrevet en rigtig interessant bog, ikke så sjov, men informativ og med fyldestgørende svar på, hvorfor vi sommetider virker mere grænseoverskridende og sarkastiske end egentligt sjove på mennesker fra andre kulturer.

En definition på humor er: … en special sproglig kommunikationsproces der skal få modtageren til at smile, le, føle velbehag, glæde og lyst til at fortsætte interaktionen på en positiv måde.

Det er en positiv definition, det er bare ikke altid, at den danske humor bliver modtaget sådan:

En kinesisk studerende i Danmark nævnte for en studiekammerat, at han havde hørt, at danskerne var verdens lykkeligste folkefærd. Studiekammeraten svarede, at det skyldtes den overdrevne brug af alkohol og sex. Ret sjovt i danske ører, men kineseren så anderledes på det.

Ligesom humor bestemmes af kultur og samfund, er der også vittigheder der fungerer bedre i nogen sammenhænge end i andre:

Der er tre slags vittigheder, den overlegne Det at grine af en anden der dummer sig. Den type humor har den ædle hensigt at sætte andre i dårligt lys, så man selv fremstår vellykket ved sammenligning. Det er heldigvis ikke helt så moderne, som det var engang.

Så er der de vittigheder der spiller på overraskelsen, det vil sige sammenstillingen af to fænomener der ikke har noget med hinanden at gøre, og slutteligt er der den humor der spiller på lettelsen, og som anvendes som ventil under repressive diktaturer. Der er flere eksempler i bogen, og man kan også finde nogen i Tænkepausen: Humor af Stefan Kjerkegaard.

Lundquist gennemgår historiens forskning i humor fra Aristoteles til Freud og Høffding. Sidstnævnte er ophavsmand til følgende:

Jo mere fast grund man føler, jo mere ‘vil smil og latter kunne røre sig’.

Og her har vi måske en del af forklaringen på, hvorfor udlændinge kan have det vanskeligt i mødet med den danske humor, og forklaringen på hvorfor nogle danske vittigheder virker fuldstændigt absurde på den der er opdraget i en anden kultur.

Udover teorien har Lundquist gennemført en undersøgelse af humor blandt 73 personer, danskere, franskmænd, kinesere og andre. Det drejer sig om erhvervsfolk, tolke, studerende ved CBS og medlemmer af Europa-Parlamentet, og undersøgelsen har bestået af spørgeskemaer og interviews. Der er en del citater, og man får et lille indtryk af, hvad der bliver fanget af vores internationale medborgere, og hvad der ikke gør.

Alt i alt er der ny visdom her, og efter at have set på sprog og samfund foreslår forfatteren en undersøgelse af forholdene i dansk, svensk og norsk humor for at præcisere forskellen i humortraditionen. Og da alle ved, at svenskere ikke har humor, er det jo et logisk næste skridt for humorforskningen.

Humorsocialisering

Hvorfor er danskerne (ikke) så sjove (som de selv tror)?

Lita Lundquist

209 sider

Samfundslitteratur

Udgivet: 2020

Birte Strandby