En af de mere specielle udgivelser i 2015.

Jørgen rejser til Tanzania, hvor han møder en venlig, gæstfri mand, der inviterer ham til at spise og sove i sit hjem. Jørgen belønner gæstfriheden med at voldtage og myrde hans kone. Herefter flygter han, og ad magiske veje lander han i et særligt fantasy rige. De første mennesker han møder er blinde. Det bliver de, når de fylder 16 år, og det er ment som en venlig gestus fra en troldkvinde der vil lade dem bevare de positive synsindtryk de har fået som børn.

Undervejs hører Jørgen historien om hr. Rimbaud der stikker af med en gift kvinde, og Jørgen lover den forladte ægtefælle at finde parret. Det fører ham til mændenes paradis, hvor mad og sex med smukke, venlige kvinder er de vigtigste værdier. Byens mænd er enige om, at de har det godt. Men en gang om året er der lodtrækning om, hvilken mand kvinderne skal æde til deres fest. Jørgen nyder sex og kvinder, men stikker af før lodtrækningen. Til sidst bliver han stillet for en domstol, der skal tage stilling til hans forbrydelse.

Fortællingen er ikke uinteressant, men med den let kantede sprogbehandling er det lige før sex bliver det:

… og de lå nu i solen, i missionærstilling, og Rimbaud holdt ikke igen.

Romanen tilbyder ingen mulighed for indlevelse, og Jørgen er en gennemført usympatisk hovedperson, om end hans rejse er spændende. Sproget kunne godt have tålt en revision:

De var nu begge lykkelige, og de næste mange år var nogle, de nu kunne se frem til.

Mikkel Jensen

241 sider

Forlaget EgoLibris

Udgivet: 2015

E-bog

Birte Strandby