I 1986 sendte daværende chefredaktør på Politiken, Herbert Pundik, forfatter og kritiker Niels Barfoed til en række østeuropæiske lande, for at undersøge forholdende for forfattere og intellektuelle dér. Resultatet, de syv essays Barfoed fik skrevet om sine indtryk, var først blevet publiceret i Politiken, og i 1988 udkommet i bogform. Nu genudgives de så i en bog tilføjet noter, opdateringer og uddybninger, hvilket er nyttigt, især for de yngre læsere, men også for os der ikke længere husker alle navnene fra dengang.

Niels Barfoed rejste til Polen, DDR, Tjekkoslovakiet, Rumænien og Ungarn, hvor han gennem møder og samtaler beskrev det politiske og kulturelle liv i de østeuropæiske regimer lige før jerntæppets fald. Men friheden var ikke i sigte i ´86, selvom noget var i gære.
Året før, i 1985, havde Sovjet fået ny generalsekretær, Michail Gorbatjov, hvis ord og gerninger gav håb om større frihed, og åbne døre til Vesten. Vores ordforråd blev udvidet med nye ord som ”Glasnost” og ”Perestojka”. Men hvordan påvirkede disse nye og mildere vinde borgerne i resten af Østeuropa?

Kunstnerne i de østeuropæiske lande havde valget mellem to lige umulige alternativer. De kunne flygte ud af landet, eller vælge, i al fald tilsyneladende, at ”samarbejde” med deres lands myndigheder. For måske ville forholdene ændre sig.

I Polen lod systemkritikere bortcensurerede passager i deres bøger stå tomme, så enhver kunne tænke sig til, hvad der var blevet udeladt. I Ungarn svarede systemet igen ved at ophæve censuren, men til gengæld afskedige de redaktører, der lod uønskede bøger udgive.

Barfoed besøgte blandt andre den tyske protestsanger Wolf Biermann, som i 1976 havde mistet sit østtyske statsborgerskab. Han var ellers som ung emigreret til netop DDR fra Vesttyskland. Men han var besværlig, gjorde for meget vrøvl, og blev nægtet indrejse efter en turné. En anden Barfoed møder, er den tysk/rumænske forfatter og senere Nobel-pristager, Herta Müller. Hun sluttede sig i studietiden til en aktionsgruppe, som kæmpede for ytringsfrihed. Efter studierne fik hun arbejde som oversætter på en fabrik, men blev fyret, fordi hun nægtede at samarbejde med Securitate. Hun slap ud og flyttede til Vesttyskland i 1987, blot et par år før murens fald og henrettelsen af Rumæniens diktator, Ceausescu.

På sin rejse havde Barfoed fået til opgave at overrække Politikens og den svenske avis Dagens Nyheters Frihedspris til den tjekkiske forfatter Vaclav Havel. På omslaget af Barfoeds bog er et sort-hvidt foto af Havel, taget i Havels lejlighed i Prag, hvor de to mødtes til en improviseret prisoverrækkelse. Men efterretningstjenesten var klar over hvad der foregik, og Barfoed eskorteres ud af landet samme nat. Køreturen med de to efterretningsfolk er skildret suverænt i bogen, og lader ikke de bedste kriminalromaner noget efter. Barfoeds bagage bliver gennemrodet, hans kamera åbnet og gennemlyst, men ét af billederne overlever behandlingen, – netop det der ses på forsiden af bogen.
Det er en spændende odyssé, Barfoed fører læseren igennem. Man mindes den skarpe opdeling af Europa, de mange pigtrådshegn, den kolde luft. Og et kort øjeblik så det ud til, at alt dette ville ophøre. For et øjeblik troede vi alle sammen på det nye Europa, det demokratiske og åbne og menneskevenlige Europa.

Nu forskanser vi os igen. Pigtrådshegnet kommer op. Der tales igen om nationalstaten, som vi må værne om, og hvis grænser skal bevogtes. Som beskyttelse fra dem Udefra. Det er nu flygtninge og migranter vi vil holde ude. Og sådan går historien sin gang. Mon vi nogen sinde bliver klogere?

Niels Barfoed: Hotel Donau – Essays fra det andet Europa
Forlaget Gyldendal
Udgivet første gang i 1988. Genudgivet i kommenteret udgave, august 2017.
288 sider

Maibritt Lindblad