Når vi først har skjønt at vi i grunnen ikke kan ta æren for vår fantastiske hjerne, vår enorme arbeidsevne eller øvrige talenter, leger det grunnen for en sunn ydmykhet.

Mennesket er ok. Det er det glade budskab i Homo Solidaricus. Til trods for vores rovdrift på naturen og vores uvenlige behandling af flygtninge så er vi ikke bare en flok egoister. Naturen har i hvert fald ikke skabt os sådan. Tværtimod påviser forfatterne, at vi biologisk har indbygget talent både for samarbejde, hjælpsomhed og omsorg. Det har vi fælles med en lang række dyr, og vi skal ikke lede så længe for at se det bevist. Der findes eksempler på fisk der samarbejder om jagt, fugle der advarer hinanden med risiko for at miste eget liv, hunaber der går sammen for at forsvare en anden hun mod en voldelig han.

Egoismen er en udløber af vores reproduktionsgen: Når vi står overfor at skulle erobre den eneste ene, så må det gerne være på bekostning af andre, det er naturens måde at sikre sund reproduktion. Men egoismen er løbet af sporet:

Forfatteren Douglas Rushkoff har beskrevet, hvordan han for nylig blev fløjet gennem den halve verden for at snakke med en lille gruppe af de 0,001 procent rigeste i verden. Temaet var fremtiden og fremtidens teknologi. Men den lille gruppe finansfolk er ikke optaget af at løfte fattige ud af elendigheden, skaffe flere adgang til rent drikkevand eller forhindre at børn dør af sygdomme, der let kan behandles. De er optaget af, hvordan teknologi kan hjælpe dem med at overleve, efter at civilisationen som vi kender den er brudt sammen. De er optaget af, hvordan de skal beskytte deres ejendele.

Der kan være mange grunde til, at det er gået så galt. Forfatterne trækker Ayn Rand frem som den der har udløst den ustyrlige kapitalisme. Højrefløjen har i høj grad taget hendes forfatterskab til sig, og Ayn Rands værker fremmer netop ideen om den løsslupne megakapitalisme, og det moralsk rigtige i at handle ud fra egeninteresse. Egoisme er en dyd, og kollektivet er ren ondskab.

Man kan undre sig over, at en forfatter som Ayn Rand har den voldsomme indflydelse. Men med basis i ny forskning tager forfatterne fat i biologien for at finde frem til det modsatte af Rands helteskikkelser, nemlig Homo Solidaricus, et menneske som ikke bare er sosialt, men nestekjærlig og fellesskabssøkende. Det er ikke så vanskeligt at finde. Vi vil gerne være venlige overfor mennesker, som er venlige mod os. Vi vil gerne leve i et samfund, hvor man kan tabe sin pung og få den tilbage. Vi vil gerne le, når andre ler. Vi har potentialet til at blive Homo Solidaricus. Så mangler vi blot at skabe det samfund der gør plads til det solidariske menneske.

Wegard Harsvik og Ingvar Skjerve

Homo Solidaricus

Et oppgjør med myten om det egoistiske menneske

179 sider

Res Publica

Udgivet: 05.11.2018

Birte Strandby