Ungdomsroman om – at være ung. Julie skal bo hos sin far i Vallekilde, mens hendes mor arbejder et år i New York. Julie går på friskole, og der er gode muligheder for at baggrunden og lokaliteten er ægte nok, i hvert fald hedder Vallekilde-Hørves friskoleleder også Lisbeth (i 2010).

Julie begynder at arbejde i Fakta sammen med Kenni, der trods tatoveringer og guldkæder er lidt af et præmiehug. Desværre er han kæreste med Vanja.

Det går fint nok i skolen, faren er meget fornuftig at bo hos, selv om han roder en del rundt i sine kvindelige bekendte. Men det virker som om alle her i Vallekilde ved noget om Julies mor, som de helst ikke vil tale om. Hvorfor er det, at Julies mor aldrig kommer hjem, og hvorfor hidser Julies demente mormor sig helt vildt op, da Julie besøger hende på plejehjemmet?

Der er mange påtrængende spørgsmål, men Kennis tiltagende interesse synes at få de fleste af dem til at forsvinde, og det er lige før det kan udvikle sig til en lykkelig slutning. Dog ikke med Vanjas gode vilje, og forresten dukker Clark, Julies første forelskelse, lige pludselig op i byen. Han er ualmindeligt tiltrækkende, men man behøver jo heller ikke beslutte sig lige med det samme.

Sød, semiromantisk roman med lette anstrøg af drama, jalousi, kærlighed og en anelse mystik. Det er svært at vurdere, hvem og hvad der kommer fra virkeligheden, men det bliver det jo ikke mindre underholdende af, og måske er denne rod i det lokale også en årsag til de meget troværdige personligheder.

Hjerte på græs
Forfatter: Anne-Marie Donslund

176 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 18.02.2010
Birte Strandby