Roman om et hus ved en søbred og dets beboere
En arkitekt bygger huset ved en sø i Brandenburg, Østtyskland. Det er ment som en gave til hans forlovede og senere hustru. En hustru der ler og ler, indtil hun pludselig får noget at græde over. Historiens gang spejler livet i huset, men selv Det tredje Rige påvirker ikke umiddelbart det gæstfrie par i huset. Men senere drager den russiske hær hærgende forbi. Husets frue gemmer sig i den meget specielle, skjulte garderobe, og et mærkeligt og intenst møde med en ung, russisk major redder hendes liv.
For andre symboliserer huset glade somre med familien. Men bare det at være barnebarn af en jøde, anbringer mennesker i udsatte positioner, og det er ikke alle, der når at flygte. Doris gemmer sig i den polske ghetto som den sidste – hendes forældre og bedsteforældre er døde – i et rum, hvor der dårligt er plads til, at hun kan sidde ned. Men hun bliver fundet og må forlade livet uden at efterlade sig noget spor hos andre om sit liv, sit klaverspil, sit navn.
Gartneren er gennemgående, og gennem ham oplever læseren årstiderne, haven og træerne, indtil også gartneren forsvinder. I romanen gennemleves 2. verdenskrig, det nye Østtyskland, udslettelse af klasseskel, og til slut rives huset ned.
Brugen af anaforer/digterisk gentagelse præger romanen:
Nu hvor hun er gammel og kun lever for at være i live
Nu, hvor hun er gammel …
… og poetisk sprogbehandling:
Digteren, der gemte dem dengang, havde i et digt beskrevet det at vende hjem som at krydse dødens flod.
Hjemsøgelse
Jenny Erpenbeck
Oversat af Maj Westerfeld
184 sider
Turbine
Udgivet: December 2012
Birte Strandby
