Anden og sidste del af beretningen om nonnen Hildegard af Bingen, grundlægger af klostret Rupertsberg. Hildegard er forfatter, komponist, lægekyndig og en markant personlighed, og nogle af romanens bedre steder er der, hvor hun slås med abbeden dels om at drage ud for at bygge sit nye kloster og dels om at få sine to gode venner, Richardis og Volmar, med sig. I det hele taget er Hildegard en strateg og som abbedisse for sine nonner i besiddelse af misundelsesværdige pædagogiske talenter, og det bidrager til at gøre romanen interessant, hvorimod trivialiteten af og til sniger sig ind i de mange – sikkert autentiske – beskrivelser af livet i og udenfor klosteret – også selvom det ikke for ofte kan fremhæves, at eftertiden jo skylder datidens munke og nonner stor tak for blandt andet vindyrkning og nedskrivning af litteratur.

Romanen kan bedst sammenlignes med en biografi, men er trods alt mere underholdende end detaljerede, historisk korrekte biografier sædvanligvis er. Man får en betydelig sympati for den hårdtarbejdende nonne og hendes ambitiøse projekt, selv om hun – i lighed med Thit Jensens Valdemar Atterdag – måske har fået tillagt rigelig diplomatisk smidighed for den tid (1100-tallet). Som da hun i forbindelse med en dæmonbesat novice holder en prædiken om næstekærlighed, der også havde været aktuel i dag, og i øvrigt senere driver dæmonen ud af novicens krop.

Hildegard og hendes kamp for klostret er romanens omdrejningspunkt, og dernæst hendes nonner, hendes liv og død – og ikke mindst hendes betagende tro på Gud og skæbne, der let kan virke udfordrende i et sekulariseret samfund som det danske.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

482 sider

Gyldendal

Udgivet: 4.10.2010

Birte Strandby