Hermelin er en bog med et projekt. Det er en bog skrevet i raseri, i skam, i vantro, som det står i en indledende kommentar. Projektet er at skabe fokus på og oplyse om de usle og farlige vilkår som gadebørn i Belgien lever under samt deres totale mangel på rettigheder.

Desværre kommer bogens indhold, dens værdi som æstetisk værk og fortællingen til at lide under projektet. Karaktererne er flade, nærmest stereotype og det bliver lidt for tydeligt, at det er meningen, vi enten skal elske eller hade, føle empati for eller blive forargede over hvad vi læser. Fortælleren har på den måde ikke megen tiltro til sine læsere – alting bliver forklaret og i særlige passager har man nærmest indtryk af at være i færd med at læse en rapport om emnet.

Uden evolution ingen historie. Migration er en væsentlig del af det. Hvis der et sted er problemer med sult eller krig, for eksempel begynder folk at flytte sig. Sådan har det altid været. Derved opstår der tit nye konflikter mellem immigranterne og de oprindelige beboere, der føler sig truet. …

Men det er imidlertid ikke fordi romanen savner handling. Tværtimod er den pakket med handling og dramatiske hændelser, der ind imellem lidt for belejligt kædes sammen af usandsynlige tilfældigheder, som når hovedpersonen Savannah gang på gang er så uheldig at rende ind i den uhyggelige Gregoire, der er blevet besat af tanken om at fange hende og tage hende i sin vold. Det kommer på en måde til at virke for letkøbt og utroværdigt.

Romanen hedder Hermelin. Hermelin er det navn, som Savannah giver sin skytsengel, den mystiske, hvidhårede dreng der følger efter hende og flere gange redder hende fra ubehagelige situationer.

Nu hvor hun har siddet afsondret fra omverdenen her så længe, begynder tvivlen at brede sig. Måske er Hermelin simpelt hen et produkt af hendes overophedede fantasi, måske er han ikke andet end en vildfarelse […]

Savannah overvejer således i en passage om Hermelin er et produkt af hendes fantasi, men det ved vi allerede, at han ikke er, fordi vi har fået fortalt, at andre karakterer også bemærker ham. Hermelin kunne nok have været en mere interessant figur, hvis det var blevet holdt hen i uvished hvorvidt han var en del af virkeligheden eller ej, i det mindste til hen mod romanens slutning. Skulle man diskutere en helt anden sag i forbindelse med Hermelin-figuren, kunne man eventuelt tage fat på hele problematikken omkring at lade lige netop det hvidhårede barn optræde som ’beskytter’, for den ellers brogede forsamling af flygtningebørn, der skal reddes. Her har jeg en anden lignende debat i tankerne, nemlig den, der er opstået i følgerne på Game of Thrones serierne, hvor en anden hvidhåret figur, optræder som ’frelser’ for store mængder af undertrykte farvede personer.

Hermelin er en bog med et projekt, et velmenende og meget vigtigt projekt. Dog bliver den, for undertegnede at se, aldrig interessant som roman, dvs. som kunstnerisk værk. Men den kan læses af mange andre grunde. Den kan læses, først og fremmest, som oplysning om en masse børns kummerlige vilkår i en del af verden, vi ellers kalder civiliseret. Den kan også læses for sit spændings og action -niveau, der driver fortællingen frem og gør, at bogen ikke tager mange timer at færdiggøre.

Hermelin

Linda Van Mieghem
275 sider
Turbine
På dansk ved Birthe Lundsgaard
2015

Anmeldt af Tea Stræde Spile