Overbevisende roman om hvad det vil sige at være udsendt soldat i Afghanistan. Thor på 21 kommer fra udkantslandet – psykisk og socialt. Han bor sammen med sin mor, og opdragelsen er præget af, at faren er skredet. Moren switcher mellem fabriksarbejde og kontanthjælp. Skønt hun elsker sin søn, er hun fyldt med negative forventninger til ham og hans fremtid. Thor lever fint op til de negative forventninger, han er omgivet af venner der kører åndssvagt og bliver dræbt i trafikken, eller også gør de pigerne gravide og forsvinder fra det truende familieliv, når det bliver for kvælende. Højdepunktet i Thors tilværelse er at sprænge postkasser i luften, indtil han vælger at blive sendt til Afghanistan.

I begyndelsen har han kun foragt tilovers for sin omverden såvel de fejlbehæftede mennesker som indretningen af basen og forplejningen:

De to seneste krige, Danmark har medvirket i, er foregået i ørkenlande, men feltrationen er stadig designet til Dybbøl Banke.

Efterhånden bliver kompagniet til Thors primærgruppe, til hans familie og stedet for samhørighed, og hans udblik bliver langsomt mindre afvisende:

Vi har bedt ham holde sig til det rigsdanske, for ordrer på fynsk kan ikke tages alvorligt.

Thor og hans kompagni gennemlever mange kedsommelige dage, og da de første gang oplever død, er det et voldsomt chok. Det er lettere anden gang. Thor udvikler sig under udstationeringen, især forandrer hans sprog sig til det venligere. Den første orlov bringer ham ikke mentalt tilbage til de venner han kom fra. Tværtimod kan han ikke rigtigt tale med dem længere, undtagen veninden Marie, som han hidtil har foragtet.

Romanen ender med både brutalitet og håb, og en af flere teorier er, at en stor del af de unge, der udstationeres søger tilflugt i ’Kæft, trit, retning – farmands-disciplin’, netop fordi de i stort omfang kommer fra brudte hjem.

Sanne Søndergaard

334 sider

Gyldendal

Udgivet: 29.06.2012