Nogle mennesker stikker af til søs. De har hver sin tragiske baggrund. En gammel mand vågner i sit hjem. Han kan mærke, at nogen lurer ved døren. Han ser sin kone ligge og sove og tænker tilbage på den første forelskelse. De drikker kaffe sammen, og så drager han afsted. Han skal samle en seng til et par der skal giftes. Hans kone plukker en høne, mens han er væk. Da han kommer hjem, er hun død. Det er derfor, han er på skibet Adonis.

En enke er også ombord. Hun har ydermere mistet sin datter, som hun ellers prøvede at beskytte. Både den gamle mand og enken hører måske til i et tidligere århundrede. Til gengæld hører Pia til i vores nutid. Hun er med for at lære faget. Først forsøger hun sig på dækket, men siden bliver hun sat til at filetere fisk. Skønt skibssproget dominerer på skibet – luvart, bidevind, bomdirk – så er Pia så meget amatør, at kabyssen bliver kaldt for skibets køkken.

Der er et ‘vi’ der fortæller, og det er sandsynligvis skibets lille besætning. Skibet hører til i forrige århundrede, og det ville også forklare, hvorfor en kvindes uanstændige anekdote bliver modtaget, som den gør – i lyset af en 100 år gammel seksualmoral.

Men vi kommer vidt omkring. Vi bliver præsenteret for en morder:

Her – Nu i glødelampens civiliserende skær, nu bliver det tydeligt, at dette er en vild mand med et usundt temperament og fæle dispositioner.

Fra morderen går vi direkte til frenologien der havde sit højdepunkt for 200 år siden. Kan man virkelig måle sig frem til, hvilke mangler et menneske har i hjernen?

Havet er fascinerende fortællekunst, med lån fra Eliot og Shakespeare tegnes et dystert portræt af døden i menneskeligt selskab.

Havet / Ars topiaria

Lars Frost

180 sider

Gyldendal

Udgivet: 2020

Birte Strandby