Anna er en amerikansk expat, der har levet i Zürich i mange år med sin mand Bruno og deres tre børn Victor, Charles og Polly. Annas forældre er døde, og hun har ingen kontakt til sit gamle liv i USA, som hun har efterladt for at blive husmor i Schweiz. Hendes mand er bankmand og der er en stor følelsesmæssig afstand imellem dem, og imellem hende og børnene og hendes nuværende liv i det hele taget.

Sideløbende med familielivet forsøger Anna sig med at gå i psykoanalyse for at få hjælp til at træde ind i sit liv, analytikeren foreslår at hun starter med at lære tysk, hvorfor hun går til tyskundervisning. Anna formår dog ikke at åbne sig ærligt hverken overfor familien, sine enkelte veninder eller analytikeren. Ifølge bogens forslag grundlæggende fordi Anna heller ikke er parat til at erkende tingenes tilstand overfor sig selv i første instans.

Hun lever et dobbeltliv med adskillige affærer med forskellige mænd. En stor del af bogen går med at beskrive hvordan disse seksuelle eskapader opleves i Annas indre verden og hvad der sker i tankerne og i sproget, samt i psykoanalysen.

Bogen er velskrevet og underfundig med mange finurlige passager, som både sprogligt er interessante og indholdsmæssigt giver information og stof til eftertanke. En stor del af bogen er dog også i min optik lige så kedsommelig som Annas liv tænkes at være. Et liv hvor seksualiteten med mændene på en måde tænkes at have til formål at kløve hendes hjerte og tilstedeværelse åbent, uden egentligt at lykkes med det.

Det, jeg godt kan lide ved bogen er den realistiske uforsødede erkendelse af i hvor høj grad et menneske kan bedrage sig selv og at dette kan ligge til grund for det synlige bedrag af omverdenen. Det, jeg savner i bogen er en knivskarphed i karakterbeskrivelsen. Anna beskrives som en narcissistisk, depressiv kvinde, som forstår at skjule sandheden og nutidige realistiske konsekvenser så kraftigt, at hun også skjuler dem for både sig selv og sin analytiker, og blot træder længere og længere ud over en grænse indtil det hele ramler for hende.

Man kan vel dårligt kalde forløbet direkte urealistisk, og dog sidder man sluttelig med en lettere romantiseret og intellektualiseret smag i munden, samt en tomhed, der hvor de egentlige psykologiske motiver skulle have været. Det er som om bogen påstår, at der hovedsaligt er tale om kedsomhed. Og ja, det er først til sidst at bogen rigtig bliver spændende. På en måde er det som om bogen heller aldrig helt træder knivskarpt ind i realiteterne, men i sidste ende kun når til det handlingsbaserede ydre, ordene, samt den morale at alting har en konsekvens, baseret på en årsags-virkningsbetragtning snarere end på en dyb psykologisk indsigt. En New York Times bestseller.

Jill Alexander Essbaum
Oversat af Susanne Staun
280 sider
Politikens Forlag
2015

Anmeldt af Gitte Sander