Det er ikke kun Zygmunt Bauman og Anthony Giddens, der frygter, at det demokrati, som vi med stolthed bruger til at angribe andre, ikke rigtigt har nogen funktion længere. Jacques Rancière slår fast, at et styre altid udøves af mindretallet over flertallet, og at vores demokrati er blevet dræbt af demokratihadere: Han skyder skylden for demokratiets krise på de intellektuelle og på masseindividualismen, der begår ugerninger i indkøbscentrenes tidsalder. Det gode demokrati burde have undertrykt den demokratiske civilisations katastrofe, da netop denne krise er fremprovokeret af det demokratiske livs intensitet. Som det er nu, udgør det formelle demokratis love og institutioner den facade og de instrumenter med hvilke den borgerlige klasses magt udøves.

Rancière skrev denne skelsættende og vanskeligt forståelige bog i 2005 efter fransk nej til EU-forfatningen, hvilket han betragtede som en afvisning af det større demokrati, der skulle tage opgøret med det udemokratiske forbrug:

Fjenden, som den republikanske skole stod over for at skulle redde eleven fra, var ikke længere det ulige samfund, det var eleven selv, der var blevet repræsentanten par excellence for det demokratiske menneske – den unge forbruger beruset af lighed og med menneskerettighedserklæringen som charter.

Rancière skriver flere gange, at grunden til forfaldet af de kollektive værdier findes i supermarkedskulturen, og den kendsgerning at vi med demokratiets valgfriheder skaber kulturløse mennesker. Han hævder desuden, at genoprettelsen af demokratiet kræver, at man forstærker de komplekse forbindelser mellem politisk demokrati, republikken og repræsentationen.

En skandale for retskafne mennesker, der nægter at anerkende, at deres fødsel, deres anciennitet eller deres indsigt skal bøje sig for lodtrækningens lov.

Jacques Rancière

Oversat af Torsten Andreasen

Forord af Rune Lykkeberg

176 sider

Møller

Udgivet: 2013