Der har altid været meget fokus på den danske guldalders kunstnere, malere, forfattere, billedhuggere. Guldalderdøtre handler om de efterladte, C. W. Eckersbergs fem døtre. Skønt velanskrevet professor på Charlottenborg efterlod Eckersberg sig ikke meget, og da alle hans døtre forblev ugifte, kom deres historie i stort omfang til at handle om fattigdom og truende fattiggård.

De fem kvinders liv efter farens død har været en kamp for overlevelse, men de har haft en tryg barndom i en kreds af københavnske kunstnere og elite. Med til barndomsminderne hører åbningen af Tivoli, og det var en del af eventyret, da de sammen med deres far vandrede hele vejen ud til Dyrehavsbakken fra Charlottenborg, hvor de boede.

Trods tidens og den toneangivende familie Heibergs modstand mod pigeskoler kom alle Eckersbergs døtre i skole. Der var flere agtværdige enker der oprettede skoler dels for at sørge for undervisningen af deres egne børn og dels for at tjene til brødet. Og der var et skoletilsyn – ca. 1830 – der konkluderede, at lærebøgerne ikke var tilstrækkeligt fyldestgørende beskrevet i årsrapporten. Umiddelbart lyder de nye undervisningsmuligheder for piger besnærende, men en pige jævnaldrende med en Eckersberg-datter skrev følgende om Foersoms Døttreskole:

Men den Methode, som skolerne dengang fulgte, føles som i høj Grad pinefuld af Børnene… ganske som en Tvangsanstalt.

Ruten gennem det filantropiske Danmark og de mange ansøgninger om legater såsom …Jubilæumslegat til Bedste for Trængende Kvinder i Kjøbenhavn… er ikke det mest fascinerende ved bogen, men det giver et billede af, hvordan livet formede sig for kvinder der var opdraget til først og fremmest at gøre et godt parti. Kvindernes muligheder herudover var begrænsede. Der var kvindelige lærere og kvindelige kunstnere, men eksempelvis forfatterne som eksempelvis Thomasine Gyllembourg gemte sig bag pseudonymer. Den senere Mathilde Fibiger er en af dem, der stiller spørgsmålstegn ved middelklassekvindernes reelle status. En status som i Guldalderdøtre belyses forfærdeligt kraftigt.

Man kan kun have respekt for det arbejde der ligger bag værket, omend mængden af detaljer kan virke ganske overvældende. Således ved vi nu også, at Eckersbergs plejebarn var med til at udvikle forlaget Gyldendal, og at et af de nye institutter for uddannelse af unge piger blev ledet af en tidligere tjenestepige for Mozarts enke. At Eckersbergs anden og tredje kone var døtre af maleren Jens Juel, og at Constantin Hansen og Wilhelm Marstrand hørte med til bekendtskabskredsen er en del af historien.

Bogen er baseret på breve og erindringer fra mange blandt andre den yngste datter Julie, og der er fotos og enkelte billeder malet af Eckersberg og af Julie Eckersberg.

Liss Hansen

Guldalderdøtre

– frøknerne Eckersbergs kamp for overlevelse

390 sider

Skriveforlaget

Udgivet: 2016

Birte Strandby