Charlotte Rørth er journalist og skrev tidligere bogen Jeg mødte Jesus, om hvordan hun som ikke særligt troende oplevede at møde Jesus himself og hvordan det umiddelbart forandrede hendes væren i verden. Siden har hun skrevet endnu en bog, holdt adskillige foredrag og lavet TV-udsendelser om emnet.

Denne nye bog; Gud, du er jo lige her, er en lille ny let læselig bog, hvor forfatteren beskriver hvordan hun nu lever med sin tro i hverdagen og hvordan både oplevelsen af at møde Jesus, men også andre skelsættende livsbegivenheder manifesterer sig i hendes hverdag, samt hvordan hun i praksis i hverdagen forholder sig til sit eget liv og sin tro.

Som forfatteren beskriver er hendes oplevelser både unikke og generelle. Ved det at hun for eksempel har haft dybe individuelle spirituelle oplevelser, både i selve det omtalte møde med Jesus, men også på andre rejser, samt ved livsvilkår som for eksempel at møde døden ved at hendes yngste søn begik selvmord, samt i hverdagens opmærksomme nærvær. Oplevelser, som man får fornemmelsen af at hun bearbejder ved dels at skrive om dem og tale med andre mennesker. Samtidigt slår hun en almengyldig streng an netop gennem sine beskrivelser af disse samtaler, men også hvordan andre omkring hende ikke altid umiddelbart deler hendes interesse for troen og hvordan hun takler den forskel. Gennem dialogerne om tro og spirituelle oplevelser, samt forfatterens beskrivelse af på hvilken måde hun helt konkret praktiserer sin tro, hvordan hun helt konkret gør, for eksempel via bøn, får man et godt indtryk af hendes spirituelle praksis.

Bogen er en dejlig konkret og samtidigt ydmyg bog, som er fuld af ærefrygt overfor livets mangfoldige oplevelser, også når de store spørgsmål som Gud, fødsel, død, Jesus og Helligånd kommer på tale. Den har helt sikkert en plads, og måske især i forhold til de mange mennesker, som på den ene side er spirituelt søgende eller har haft spirituelle oplevelser, men som i vor tid ikke har en fast ramme at sætte oplevelserne ind i, da mulighederne er så mange. Charlotte Rørth opfordrer os til at tale sammen om det og går forrest ved selv at turde tale og skrive om sine egne oplevelser fra sit eget udgangspunkt. Det tror jeg mange vil finde både befriende og inspirerende, som interesserer sig for emnet.

Gud, du er jo lige her

Sådan lever jeg med min tro

Charlotte Rørth

190 sider

Gyldendal

2019

Gitte Sander