Med sædvanlig Ekmansk fortælleglæde får vi historien om en forfatterduo: To kvinder – den ene skriver romanerne, og den anden, Lillemor Troj, stiller op til signering, oplæsninger og prisuddelinger. Hun bliver endda medlem af det svenske akademi. Det er en rollefordeling kvinderne har det fint med i mange år, selv om de af og til trues – blandt andet af Lillemors mor, der bliver opmærksom på sandheden.
En dag, da de er blevet gamle, viser Lillemors forlagsredaktør hende et manuskript, der fortæller hele den historie, som duoen har prøvet at holde hemmelig. Hendes litterære kompagnon vil gerne anerkendes som forfatter. Forlaget er ikke meget for at udgive manuskriptet. Ikke på grund af kvaliteten, men fordi det vil rive fundamentet væk under Lillemors anerkendelse som forfatter.

Romanen veksler mellem to fortællevinkler, en Rigmor der gør sig stor umage for at ligne den forfatter, læserne gerne vil se, og den anden stemme – en jeg-fortæller, mere kynisk og med en anden dagsorden, men ikke uden humor som da hun anbringer sedler i de bøger, hun sælger med forskellige ’gode’ råd: ’Læs ikke højt for børn. Det kan skade deres hørelse’ eller ’Litteratur er årsag til de fleste selvmord i vort land’.

Der er fine tegninger af de to kvinders liv, og skønt slutningen et kort øjeblik ligner en krimi, ender det med at være en udviklingsroman.

Kerstin Ekman har et mangeårigt forfatterskab bag sig. I Danmark blev hun først og fremmest kendt for krimien Hændelser ved vand. Ekman lagde ud med at skrive glimrende krimier, men har mange gange siden demonstreret sit talent for skildringer af steder og mennesker.

Kerstin Ekman
Oversat af Anne Marie Bjerg
412 sider
Gyldendal
Udgivet: 14.08.2012