Miriam fra Nigeria: Min mand var utro og voldelig.

Ali fra Pakistan: Vi shiitter er forfulgt.

Rashid, Bangladesh: Everything is shit in Bangladesh.

Michael, kristen, Iran: Kristne har ingen fremtid i Iran.

Mohammed, Irak: Er du klar over, hvordan det er at leve i Mosul? Daesh, shiamilitserne.

Mohammed, Syrien: Der er ikke noget tilbage.

Muhammed, Afghanistan: Daesh har omringet vores by…

Her er bogen der får Madame Nielsens Invasionen til at blegne, og Jens Christian Grøndahls Europas ambassade bliver en anelse tandløs i sammenligningen, for Thomas Ubbesens vrede og forargelse kører i et helt andet gear – og Ubbesen har jo ret: en beskeden omdirigering fra dansk forbrug af overflødigt ragelse kunne bidrage væsentligt til bedre forhold for vores medmennesker: opbygning af ordentlige, kloakerede flygtningelejre med køkken og internet i nærområderne og mindre synkefærdige både end de rustende, dødbringende parodier på sødygtighed der lige nu gør det ud for adgangen til det forjættede land.

I korte kapitler præsenteres billeder af flygtningene. Der er mange af dem, og de har meget at flygte fra, hvad enten de kommer fra Tyrkiet, Afrika, Syrien eller Afghanistan, der beskrives som En nedbrændt, udbombet rædselsslagen, traumatiseret nation…

Det er de veluddannede, de rigeste der flygter, og nogen af dem når aldrig frem, men drukner, dør af sult, skydes af grænsevagter og politi eller rammes af tog, når de undervejs på deres rute langs skinnerne skal igennem tunneller. Der er lyspunkter som den makedonske kvinde der egenhændigt styrer forsyninger og tøj frem til de forbipasserende. Makedonien har gjort det før. I Kosovokrigen 1999 gjorde den to millioner store befolkning plads til en halv million flygtninge.

Jeg tror, der er gode mennesker i Europa, habibi. Og vi kræver ingenting, os flygtninge. Der skal bare være fred…

I betragtningerne om flygtningestrømmene indgår også det forfatteren kalder elementær globalisering: Når en afrikansk blomst bliver solgt for ti kroner i Rema 1000, så er der nogen der er blevet udnyttet, og denne nogen er nu på vej til Europa for at få en velfortjent bid af kagen. Hvem kan bebrejde ham det?

Det er medrivende læsning i en skønsom blanding af enkeltpersoners rejse-/flugtbeskrivelser og Ubbesens verbale udfald mod europæiske regeringer der forsøger at rejse mure i stedet for at bidrage til kollektive løsninger. Kun Angela Merkel skiller sig ud med sit Wir schaffen es.

Beretningen er velillustreret, og de mange fotos understøtter teksten.

Læs den!

Thomas Ubbesen

Good luck, habibi

240 sider

Gyldendal

Udgivet: 22.08.2016

Birte Strandby