Sejr venter den som har alt i orden – held kalder man det.

Beretningen om Godfred Hansen der var polarforsker i polarforskernes storhedstid. De fleste har hørt om ekspeditionslederne: Amundsen, Knud Rasmussen, Scott, Peary, men deres ledsagere kender vi ikke meget til. Godfred Hansen var styrmand. Han interesserede sig for arktisk forskning og geologi, og da Roald Amundsen i 1903 forberedte en ekspedition til Arktis for at bestemme den magnetiske nordpol, skriver Godfred et ansøgningsbrev til Amundsen. Af forskellige politiske årsager mener Amundsen, at det er praktisk at få en dansker på holdet, og Godfred bliver næstkommanderende på det gode skib Gjøa med den syv mand store besætning.

Nils Aage Jensen beskriver denne – Godfreds første – ekspedition med dramatisk schwung, så man næsten er med, da Gjøa støder på grund og må afvente højvande for at kunne sejle videre. Første gang får Godfred skylden for grundstødningen, men da han er rorgænger, kan han jo ikke dårligt være udkig. Den næste grundstødning bliver værre:

Hele skibet skælvede ved de mægtige kræfter og igen skrabede skuden rædselsfuldt hen over stengrunden.

Besætningen smider 25 kasser pemmikan (tørt kød med talg) a 190 kilo over bord for at lette skibet, og småbådene gøres klar, hvis det bliver nødvendigt at efterlade skibet.

Gjøa slider sig fri, men efterfølgende er der problemer med roret, et problem der løses næsten mirakuløst og ekspeditionen kan fortsætte – nu med fast udkig og lodder = forgængerne for ekkoloddet.

Med til beretningen hører også møderne med inuitter og mødet med Den litterære ekspedition, med blandt andre Knud Rasmussen og Mylius-Erichsen, der på det tidspunkt har været forsvundet, men som Gjøa møder ved Upernavik. De finder også en gravplads for deltagere i Franklin-ekspeditionen, men den magnetiske nordpol er ikke sådan at finde.

I 1908-9 planlægger både Godfred og Knud Rasmussen en ekspedition med henblik på at studere centraleskimoerne. De er i skarp konkurrence, og deres budgetter er vidt forskellige, men Godfred må droppe sine planer, fordi han ikke kan få støtte til dem, og for Knud Rasmussens vedkommende skubbes ekspeditionen af samme årsag til 1921, hvor det lykkes at finde midlerne.

Godfred er et informativt værk. Ekspeditionerne er meget spændende læsning, hvorimod den relativt beskedne tekst om Godfreds barndom og hans ægteskaber ikke bliver særligt vedkommende. Derimod er det lidt sjovt, at nordmændene betragter Godfred som tøset, fordi han lader håret gro.

Nils Aage Jensen

248 sider

Turbine

Udgivet: Juni 2016