Og der vil helt sikkert altid være folk, som synes, at vi er nogle ekshibitionistiske, sure kvinder, men helt ærligt, hvor vigtigt er det egentlig lige, hvad andre synes?
Og med søsterlige hilsener får vi de to sjove damers bud på, hvordan man gør op med kønsstereotyperne. I begyndelsen var slutten og snerpen – de to udgaver vi kender fra tidligere tider og fra Bibelen, Jomfru Maria og Maria Magdalene, og dansk film har sine særlige udgaver af snerpen som for eksempel Iben og Mia i Klovn, Yvonne fra Olsen-Banden, Marie i En frygtelig kvinde. I Gode kasser er det Ditte der er slutten og Louise der er snerpen.
… de trættede mangen en mand
den ene med sin jammer
den anden i sit sovekammer.
At Louise er snerpe er ikke ensbetydende med, at der ikke har været mænd. Det har der, og de præsenteres på stribe, ikke med navn men med karakteristika, så kan de se, om de kan genkende sig selv. En af dem har tydelig lighed med Bill Clinton, men der gemmer sig også andre interessante typer i snerpens persongalleri.
Illustrationerne er en sag for sig, og i et andet mindre frigjort samfund ville man måske kalde nogle af tegningerne for pornografiske. Nu sætter de billeder på Ditte og Louises ord og spræl i bogen. Faktisk er det mere billeder end tekst. Det gør den let og underholdende, humoren er massiv, men ind i mellem bliver emnerne alvorlige, når det drejer sig om balancen mellem kønnene. Noget Louise tager betydeligt mere alvorligt end Ditte.
Samlet handler det om god opbakning til kvinden, suppleret med Ditte og Louises helt egne oplevelser og holdninger samt konkret oplysning som: hvor placerer man sex i Maslows behovspyramide?
Der er også konkrete råd herunder 20 ting man kan sige for at undgå sex. En del er velkendte, men de to damer har også fundet på nye:
Jeg er lige ved at google krænkelseskultur, jeg tror, det bliver en all-nighter
Jeg har bare lyst til, at vi ligger og snakker hele natten.
Læseren lærer, hvordan man bekæmper patriarkatet, og hvilke løsninger der er på slut- og snerpeproblematikken, både den billige og den dyre. En velillustreret, selvbiografisk antichauvinistisk humørbombe.
Gode kasser
Ditte Hansen og Louise Mieritz
Illustreret af Sofie Riise Nors
216 sider
Gyldendal
Udgivet: 04.10.2019
Birte Strandby