Denne bog er en interaktiv bog, som er lavet til børn i alderen 6-13 år, som skal med deres forældre på udstationering i et andet land og senere hjemstationering. Bogen er udarbejdet på Kompetenceenhed for Udstationerede på Center for Familieudvikling.

Bogen er lækker med spiralryg og flot grafik, et format der gør den velegnet til at tage med og skrive, tegne eller samle minder i, når man er på farten og rejser fra en destination til en anden. Den foreslås da også at tage med i rygsækken sammen med et antal andre ting, som kan være betydningsfulde at have med sig.

Alle TCK’er bør have sådan en, og ved du ikke hvad en TCK’er er , så er det altså ’a Third Culture Kid’.

Bogen er fuld af alt muligt spændende. Der er både meget relevant viden, som kan hjælpe til at skabe tryghed og der er mange ”øvelser” man kan udfylde, som er lidt dagbogs- eller vennebogs-agtige, men de er lavet med en utrolig god omtanke og indsigt i både hvad der psykologisk set kan være vigtig for børn og unge, som skal først forlade deres hjemland, dernæst falde til et nyt sted og sluttelig vende hjem igen. For eksempel er der taget vare om at børn kan have meget ambivalente følelser omkring begivenhederne og få identitetsforvirring omkring hvem de mest er eller hvor de mest hører til.

Der er gennemgående en stor åbenhed overfor at børn kan være meget forskellige, som gør at bogen rammer bredt. Og der er også rigtig mange gode råd og vejledning fra andre, som har prøvet at være udstationerede. Indholdet er udarbejdet med stor psykologisk indsigt, men også fuld af både kreative og konstruktive ideer, fx kan man lave et skema for sin første uge i det nye land, man kan skrive de første sætninger på det nye sprog eller de første pudsige minder ned. Der lægges også op til at gemme minder fra sine nærmeste familie og venner i bogen, samt personlige oplevelser, både gode og dårlige, som er værd at huske, og der synes jeg bogen kan tjene som en slags samlende privat bog, en slags vejledt dagbogsføring.

Sproget er nogle gange er ret voksent og der er målgruppens alder måske ret lavt sat, den kunne også være 10-16 år, før man kan forholde og formulere sig i de processer der lægges op til, for eksempel omkring sine egne følelser. Men alle kan jo plukke ud og læse/lave det, de selv synes i bogen.

Det eneste jeg savnede i bogen var lidt mere fokus specifikt på børnenes forhold til forældrene og de forandringer helt internt i familien en udstationering kan medføre; for eksempel hvor meget mor og far er hjemme, om mor og far er nærværende, om de trives sammen og med at bo i udlandet, om der er en nanny, hvem bestemmer hvornår vi bor hvor og hvad vi laver, hvornår har vi tid sammen, hvad kan vi lave sammen, hvordan får jeg fat i min mor eller far, når jeg føler mig utryg osv. Der er jo ofte om stor omvæltning i familielivet på den helt indre scene i familien, samtidigt med kulturforskellene, og måske kunne man adressere disse relationelle forandringer mere målrettet også.

Men bogen vil og kan allerede rigtig meget, den hænger godt sammen og vil helt sikkert kunne både underholde, støtte og inspirere børn der står overfor at blive eller allerede er TCK’er. Bogen er lavet på en måde som vil appellere til mange børn, den er moderne og rammer simpelthen imponerende meget plet i forhold til hvad disse børn kan tænkes at have i deres hoveder og deres behov. Jeg synes den er genial. Alle TCK’er må have en!

Jeg vil anbefale alle forældre, der skal udstationeres at købe bogen og så læse den før barnet får den, simpelthen fordi man får et godt indtryk af nogle væsentlige punkter at være opmærksom på på det der er det særlige for ens barn i situationen.

Go

Min ultimative guidebog før, under og efter vores ophold i udlandet

Maria Kofoed Techow, Emilie Frijs Due, Bente Skovby Burke

176 sider

Center for Familieudvikling

2017

Gitte Sander