På universitetet kan man lære at skrive med akademisk distance, at holde sine meninger væk fra teksten. Bagefter kan man så tage på højskole for at lære at skrive,og denne gang involvere sig selv. Eller man kan læse Giv teksten liv.

En af bogens forcer er de utallige eksempler på tekster der illustrerer, hvad der virker, og et af flere kunstgreb til skabelse af tekstens livfuldhed er PUF: personer, udvikling, fragmenter. Det betyder, at teksten kan gøres mere inviterende ved anvendelse af en personlig vinkel, et jeg, et vi eller måske endda et du.

Udvikling betyder, at handlingen udvikler sig over tid. Det er kun James Joyce der kan tillade sig en ikke-udvikling, og også hans personer flytter sig.
Med fragmenter menes, at man inddrager en detalje, der kan hægtes fast på læseren, eller en der kan forbinde til hverdagen.
En anden tilgang til teksten er: Spræng normerne, bland formerne. Det er blandet andet det der sker, når Kristoffer Frøkjær mixer en selvbiografi med forskning som i litteraturklonen Eske Willerslev. I det her tilfælde giver det en forrygende bog, og andre har haft held til at bruge eksempelvis eventyrformen til at formidle budskaber i ganske andre retninger.
Et af bogens eksempler på effektiv udnyttelse af overraskende genrevalg er en stillingsannonce der sælger statsministerposten, publiceret dengang der begyndte at gå rygter om Anders Fogh Rasmussens ønske om at blive NATOs generalsekretær.

Benspænd er en anden tilgang til teksten: Hvordan man udvikler sin tekst ved at lave begrænsninger for sig selv. Dogmefilmene er her et godt eksempel, fordi Vinterberg og von Trier fik skabt glimrende film med brug af de kraftige begrænsninger.

Bogens tredje kapitel handler om kunsten at fastholde læseren, og her kan man finde flere af de rigtigt sjove ting såsom metaforer og overdrivelser:

…men den amerikanske fashionista er hårdt presset af Legos firskårne pigefigurer der i sammenligning med Barbie ligner hobbitter med klosakse.

Og man kan lære, hvordan Blachmann fra X-factor bruger sproget:

Det er som at blive slæbt efter en bus i jernkæder.

En lille, let bog med masser af eksempler på – og ideer til – hvordan man får sine tekster ud over rampen, knockouter alle de andre tekster og trænger direkte ind i læserens hoved.

Christina Pontoppidan og Andreas Immanuel Graae

195 sider

Samfundslitteratur

Udgivet: 2016