Der har i tidens løb været mange diskussioner om, hvornår bøger for børn er litteratur. Den diskussion behøver man ikke at tage med ‘Geniale udfordringer’. Det er en aktivitetsbog for børn, og den er virkelig fantasifuld. Der er ikke noget litteratur over den, og det er heller ikke en bog, man kan sidde stille og nyde, og hvis man følger bogens instrukser, vil der nok komme et tidspunkt, hvor ens forældre ikke længere synes, at bogen skal med ind i huset.

Et af de første projekter er, at man skal tegne sit selvportræt. Så kommer der en side, hvorpå man skal tegne med fødderne, og dernæst et dobbeltopslag, som man skal prøve at ramme med en bold – tennisbold, fodbold – der er smurt ind i farve eller mudder. Den næste side skal man fjerne stykke for stykke ved hjælp af en hullemaskine. Det lyder nemt, men den kan være plastret til i mudder på den anden side.

En anden side skal forsynes med sølvpapir, metallic-penne, papirclips, glimmer mv., mens andre udfordringer er krævende på et andet niveau. Et sted skal man rette følgende ordsprog til det rigtige:

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et toilet

Kært barn har mange toiletter

Man kan også lave nye ord:

Håndroide = En der altid rækker hånden op i timerne

Eller man trække sin cykel henover bogen. Det skal man helst gøre ude i haven.

En side er afsat til, at man kan tegne sin favorittatovering, og på et dobbeltopslag skal man forbinde gåder med svaret på gåden såsom: – ‘Hvad sker der, hvis en elefant sætter sig på en lommelygte?’ Svaret er: ‘Batterierne bliver flade’.

Eller ‘Hvorfor flyver fuglene sydpå?’, svar: ‘Der er for langt at gå.’

Der er lidt for enhver smag, og bogen vil nok appellere til børn, der ikke sædvanligvis forbinder bøger med stor underholdning. Måske vil den endda virke inspirerende for nogle børn og give dem lyst til at lave deres egne bøger.

Geniale udfordringer

Prøv dem før dine venner!

David Sinden & Nikalas Catlow

Oversat af Steffen Rayburn-Maarup

288 sider

Høst & Søn

Udgivet: 2017

Birte Strandby