Et stykke Danmarkshistorie genfortalt for børn

På pædagogisk vis forklares begreberne genforening og grænseland, og for at få forklaringen på hvorfor en genforening kan komme på tale, går vi herefter tilbage til den 2. Slesvigske Krig i 1864, hvor Danmark måtte overlade Slesvig, Holsten og Lauenborg til tyskerne. Her er der et udsnit af et betagende billede, Ottende Brigades angreb ved Dybbøl af Vilhelm Jacob Rosenstand. Det viser i detaljer de mange mænd og drenge der angriber og også enkelte døde. Det er et dybt fascinerende billede, og så tilgiver man gerne, at det forrige billede er et grønt Danmarkskort med en rød ring om Sønderjylland og uden andre navne end netop Sønderjylland.

Det at Slesvig hørte med til Tyskland betød også, at en del danskere måtte deltage i Første Verdenskrig på tysk side, selvom Danmark ikke var med i krigen. Men da tyskerne taber krigen, laver man en afstemning om, hvor den nye grænse skal gå. Slesvig blev opdelt i to valgområder; i den nordligste del stemte indbyggerne for at komme tilbage til Danmark, i den sydligste foretrak man at tilhøre Tyskland.

Efterfølgende beskrives, hvordan man indretter sig, så tyske borgere fortsat kan leve i Danmark og danske i Tyskland, og der er lidt om jomfru Fanny, der var synsk.

Bogen har et lavt lixtal, og billedmaterialet understøtter fint begivenhederne. Der er gjort en god indsats for at præsentere emnet på en klar og fornuftig måde, og Genforeningen kan måske inspirere til øget historisk interesse. Jomfru Fanny og Christian 10.’s hvide hest fungerer fint som krydderi på beskrivelsen.

Genforeningen

Emilie Tholstrup

Illustrationer: Christian Guldager

Lix: 21

33 sider

Straarup & Co

Udgivet: 2020

Birte Strandby