Verden, som vi kender den, er eksploderet i et ’inferno af atomvåben og biokemiske angreb.’ De overlevende er delt i to grupper: En primitiv, voldelig gruppe, nærmest middelalderlig, når undtages de få radioapparater, de med hovedpersonens hjælp har fået til at virke – og den anden gruppe er højt udviklet, lukket inde bag elektroniske og fysiske mure, hvor de fifler med genteknologi i forventningen om igen engang at kunne befolke jorden med mennesker der er fremavlet med de allerbedste karaktertræk og høj intelligens. Deres lille verden – de tre byer – er inddelt i ’skaller’, hvor intelligenskvotienten bestemmer anbringelsen af det enkelte individ. Jonah, vores hovedperson, er populær, fordi han er et genetisk næsten rent menneske.

Da Jonah efter en hård tid ’udenfor’, hvor den fysisk stærke har den største magt, lander i fremtidsverdenen, er han først begejstret, fordi han får adgang til viden og indlæring, og hans familie i skallen tager godt imod ham. Menneskene er venlige, fordi de har hjælpemidler, der kan tage toppen af de værste følelsesudsving, og der arbejdes på at opnå total tillid mellem personerne. Desværre er konsekvensen en voldsom kontrol, selv af tanker og drømme, og Jonah opdager, at ikke alle midler til skabelse af de ypperste mennesker er hensynsfulde. For eksempel ’demonteres’ en babyklon, fordi der er vanskeligheder med helbredet, og andre lander på transportbåndet til afdelingen for reservedele.
Jonah er samtidigt optaget af sin historie og sine familieforhold udenfor byerne, og han bliver efterhånden klar over, hvor han kommer fra.

Det er en meget anderledes konstrueret verden, og der er mange etiske spørgsmål undervejs i romanen. Jonah er ikke særligt helteagtig. Det gør ham troværdig, og hans tvivl og overvejelser gør ham forsonende menneskelig, mens udredningen af hans historie og indblikket i de mange omgivende personligheder er rigelig omstændelig og ikke altid lige vedkommende.

Josefine Ottesen
Genfødt – Det døde land 2
314 sider
Høst & Søn
Udgivet: 14.09.2012 (Udgivet første gang i 2009)

Birte Strandby