Det handler om et begyndende, romantisk forhold, måske endda den helt store kærlighed. Pia og Andreas møder hos hinanden alt det, de har savnet hos resten af verden. Det er så smukt som i Tove Ditlevsens Vi har kun hinanden. Men til trods for de enestående forudsætninger, kan forholdet ikke fungere. Andreas er for belastet af sin fortid med en syg mor, der døde da han var syv år gammel. Pia arbejder intenst for kærligheden, blandt andet inviterer hun en clairvoyant dame hjem, der umiddelbart kan se de ånder, der klæber sig til Andreas. Og hun arrangerer en lille ferie fra arbejdslivet og virkeligheden i håb om, at de kan få deres forhold til at køre.
Men trods alle gode viljer ender romanen tragisk med en afslutning – og med en ny begyndelse.

Romanen mangler tydeligt korrekturlæsning. Det drejer sig om hans/sin-problematikken, De, Dem og Deres med lille forbogstav og så mange andre småfejl, at det vil kunne udvikle læseblokeringer hos både sproglærere, korrekturlæsere og nærtagende sprogpedanter. Og så virker det sært at anvende ’hverandre’ i stedet for ‘hinanden’ i et ellers nutidigt sprog.

Dialogerne grænser sig til det teatralske, men der er flere steder i teksten, hvor sproget udvikler sig så godt, at man nærmest forventer, at årtiets mest poetiske og dybsindige sætning er lige om hjørnet. Der er ligheder med oplæsningen af Vandring før selvmord med Frits Helmuth, skrevet af Søren Meinertsen.

Desværre er der trods flere gode sproglige built-ups ingen helt fantastiske sætninger, og man ender let med det indtryk, at man har fået en kladde mellem hænderne.

Geddesvinget

Finn Jeppesen
188 sider
Ravnerock
Udgivet: September 2012

Birte Strandby