I Sudan er jeg en blegfis og i Danmark det sorte får …

Natasja Saad var kun 32 år gammel, da hun blev dræbt i en trafikulkke. Hun havde sunget siden hun var 13, men var først for nylig  kommet for alvor i gang med sin karriere. Hendes sang og musik var reggae-inspireret, og i 2006 vandt hun reggaekonkurrencen Irie FM Big Break Contest på Jamaica.

Bogen om Natasja er bygget over samme skabelon som biografien Spillemand Kim Larsen. Det omfatter en livlig og farverig grafik, en lille stamtavle hvor alle familiemedlemmer tydeligt har Natasjas træk, mens frisure – og overskæg – præciserer alder og køn på forældre og søskende. Desuden er der en tidslinje der omfatter Bob Marley, Osama bin Laden og lovgivning om Christiania.

Og som enhver biografi er der også klip fra barndommen. Natasjas mor er dansk og hendes far er fra Sudan. Det har trigget Natasjas selvforståelse, som man også kan se det af hendes værk ‘I Danmark er jeg født’. Et af hendes mere fremtrædende karaktertræk – udover musikaliteten – er modviljen mod at lade andre bestemme over sig.

Som 13-årig havde hun sine kontroverser med skolen for at lyve, pjække og ryge hash, og da hun var 14 år, stod hun for første gang på en scene, og det var der karrieren blev indledt, selv om den var længe om at komme op i omdrejninger.

Som i Kim Larsens biografi er der lagt vægt på både de lyse sider og skyggersiderne. For Natasjas vedkommende var en af skyggesiderne, at hun var dårlig til at passe på sig selv, det blev til for meget røg og druk, men generelt er det en sød fortælling om en energisk pige, og den er ikke ganske fri for en pædagogisk vinkel i sin udlægning af Natasjas liv og engagement: Se, hvad det kan blive til, hvis man lægger sig i selen.

Fuld af liv

Natasja

Vibe Termansen

Illustreret af Rikke Bisgaard

62 sider

Gade Børnebøger

Udgivet: 02.03.2020

Birte Strandby