Gode drengebøger er forsat en mangelvare. Danske drenge halter betydeligt bagefter pigerne, når det gælder læsning. Så meget, at Kulturministeriets og Undervisningsministeriet i 2011 udskrev en ny priskonkurrence om litteratur til drenge, med den intention at gøre læsningen attraktiv og sjov for drengene. ”Fuck, det gør ondt, Willy!” er titlen på første bind i en ny drengeserie for de lidt større drenge, der er blevet dus med læsningen, men forsat har brug for letlæsningsbøger. Det er en bog, der tilstræber at give den unge drenge-læser en god, vedkommende og sjov læseoplevelse.

Willy er dybt fascineret af tatoveringer. Han følger med stor interesse arbejdet med at tatovere i ”Nisses tattoo biks”. Stakkels Willy kan næsten ikke vente til, han selv er gammel nok til at få en flot tatovering. Allerhelst vil han gerne have tatovering som den, hans ukendte far havde. Willys mor har nemlig berettet om faren, der var amerikansk sømand og havde en flot drage tatoveret. Sammen med kammeraten Hassan beslutter de to drenge sig for at lave en tatovering vha. en nål fra en passer og kuglepensblæk på Willys arm. Der er bare lige det ved det, at det er umanerligt smertefuldt. Deraf titlen ”Fuck, det gør ondt, Willy!”. Snart gør armen endnu mere ondt, og Willy må tage sig en snak med sin mor om det alt sammen.

”Fuck, det gør ondt, Willy!” er en charmerende, morsom og også hjertevarm bog. Fascinationen af tatoveringer vil være genkendelig hos mangen en læser. Nok så væsentlig er det, at de fleste læsere vil kunne forstå den længsel efter en far, der optager Willy. Der er langt fra Kim Fupz Aakesons Vitello til Gry Kappel Jensens fortælling om Willy. Dertil en den mere nede på jorden og forudsigelig, men absolut læseværdig.

Gry Kappel Jensen

Illustrator Jan Solheim

36 sider ill.

TURBINE forlaget

Udgivelsesdato: 03.02.2014

Letlæsningsbog for større børn i DYNAMO-serien