Mine damer og herrer. Kom kun nærmere. Værsgo, værsgo, der er adgang for alle. Tykke og tynde, store og små, grever og baroner, baronesser og køkkenskrivere. Indtægterne går ubeskårne til Merløse Sogneråd. Entreen er sat så lavt, at man må bukke sig for at komme ind.

Fin, historisk børnebog med glimrende sort/hvide stregtegninger om Peder og den berømte Professor Labri. Professor Labri levede fra 1863-1935, og optrådte på markeder med sin egen særlige forestilling, der oftest indbød folk til at grine af sig selv, ligesom den senere måske mere velkendte Professor Tribini, der fortrinsvis holdt til på Bakken mellem 1935 og 1971.

Professor Labri er en farverig person med et bugnende fantasifuldt ordforråd og nogle lige så fantasifulde numre, blandt andet fremvisning af umennesket Zambo og kunsten at få en ko til at forsvinde for øjnene af publikum. For Peder, bogens hovedperson, repræsenterer Labri en betagende frihed og et afbræk i en tung hverdag, der består af hårdt arbejde og skolegang, begge dele understøttet af tæsk, der kan risikere at blive suppleret af faren, hvis Peder af en eller anden grund ikke kan aflevere sin løn i hjemmet.

Peder hjælper Professor Labri med at passe høns, når Labri er ude til markeder. En dag render Peder ind i et alvorligt uheld, og af skræk for følgerne tager han med Professor Labri ud på markederne. Der møder han også Maren, der er på Peders alder. Men på grund af sin udåd må Peder flygte, og derefter bliver han snydt. Heldigvis har han en god ven, der er godt skåret for tungebåndet.

Jim Højberg

Illustreret af Ursula Seeberg

64 sider

Turbine

Udgivet: 01.05.2013