Dystopisk fortælling om fremtidens København og omegn

I fremtiden er der kun selvkørende biler, da man har erkendt, at mennesker ikke rigtigt kan finde ud af at køre bil. Vi får ikke noget årstal, men vores hovedperson, Jens, og hans hustru har i deres unge år været med i klimademonstrationer, demonstrationer der angiveligt har haft en vis effekt.

Der optræder også et par sommerfugle, så vi må gå ud fra, at noget miljø og biodiversitet er overlevet. Til gengæld halter samfundet på andre områder. Uligheden er vokset, og der er gang i folkekøkkenerne.

Jens arbejder i Styrelsen for Sundhed og Arbejde. Han skal vurdere, om mindre heldige medborgere skal have tildelt bestemte ydelser. Hvis man ikke kan arbejde, får man basisydelse. Mennesker på basisydelse har ikke stemmeret, og ydelsen er så lav, at man må bo på værelse med fælles køkken og bad i særlige boligblokke. 

På styrelsen er det to robotter der vurderer ansøgeres ret til ydelser, og en menneskelig sagsbehandler tjekker derefter, om sagen er retfærdigt afgjort. For at holde tempo og økonomi skal sagsbehandlerne have et vist antal sager igennem på relativt kort tid, så der er ikke tid til at hente yderligere oplysninger ind til afklaring og opklaring. For nogle sagsbehandlere betyder det, at de må gå på kompromis med deres samvittighed, for andre betyder det, at de bruger terningkast til at be- eller afkræfte robottens vurdering af sagen.

Jakob er tømrer med brækket ryg, og hans sag er blevet afvist. Han lever af basisydelse og arbejder desuden fire – seks timer om ugen. Hans arbejde er at overvåge bestemte kvarterer i København og indberette, hvis der sker noget mistænkeligt. Hans arbejdsplads er en seng, og hans skærm kan flyttes, så han belaster ryggen mindst muligt. Hvis Jakob skønner, at noget ser mystisk ud, så har han mulighed for at aktivere droner til at overvåge personer og steder.

Jens har problemer på jobbet, men holder lav profil. Derhjemme går det heller ikke godt. Hans kone er ham utro, og hans datter ryger i fængsel for deltagelse i en demonstration. Noget murrer i befolkningen, og pludseligt oplever flere sagsbehandlere i Styrelsen at blive chikaneret. Samtidigt er der nogen, der hænger opfordringer til oprør op ved siden af valgplakaterne, og under selve valget bliver valgsystemet hacket og går ned i hele landet.

Jens og Jakob følger begivenhederne fra hver sin side, og med den meget gennemførte overvågning, bliver det ikke muligt for de skyldige at skjule sig i længden.

Frie borgere er en gyser, en beretning om hvilke problemer et samfund kan skabe for sig selv og sine borgere. Det er også en roman om balancen mellem menneskesyn og økonomisk effektiv anvendelse af AI.

Frie borgere

Anne-Mette Riis Rasmussen

242 sider

Brændpunkt

Udgivet: 25.05.2023

Birte Strandby