Vi lever i skræmmende tider netop som vi troede, at vi havde set lys for enden af tunnelen rent krigsmæssigt. Den 20. marts 2014 på Debatten DR2 talte danske politikere i fuld alvor om at skrue bissen på overfor Rusland kun godt en måned efter Bent Jensens udgivelse af Ulve, får og vogtere, der endegyldigt fører bevis for, at Danmark var truet under Den kolde Krig.

Samme dag skrev fredsforsker Jan Øberg på facebook: Irak – 11 år i dag at barbariet begyndte. Min bog kom 2004 og forudsagde det meste af det, der siden skete. Naturligvis har alle glemt drabet på en halv til en million uskyldige mennesker, og USA/NATO belærer Rusland om hvorledes man bør opføre sig.

Vi lever i horrible tider. Og jeg grunder stadig over hvordan man får mennesker i tale om freden igen… Du?

Øbergs bog er efterhånden ti år gammel og handler om optrapningen til krigen i Irak og begyndelsen af krigen. Øberg beskriver, hvor det er gået galt i kommunikationen – og hvordan krigen kunne være undgået!

Der er mange gode grunde til at hive bogen frem igen, for vi er vel enige om, at krig for enhver pris bør undgås? Bortset fra måske våbenfabrikkerne, pensionsselskaberne og de finansieringsinstitutter, der investerer i våbenfabrikker.

En global fredsorganisation, Win Without War, med amerikanske rødder foreslår sidst i marts sine medlemmer at sende en henvendelse til den amerikanske kongres med følgende ordlyd:

Launching the Iraq war was one of the worst political decisions in American history, and today, while our troops have all come home, the law that authorized that disastrous war remains on the books.

… My petition, which is to the United States Congress, says the following:

Authorizing the Iraq war was one of the worst mistakes Congress ever made. It’s time for Congress to finally turn the last page on that disastrous war by repealing the 2002 Iraq war authorization.

Tell Congress: It’s time to repeal the authorization of the Iraq war.

I Die Zeit (26/3) kritiserer tidligere forbundskansler Helmut Schmidt (SPD) EU og USA’s sanktioner overfor Rusland. Helmut Schmidt mener, at videregående økonomiske sanktioner overfor Rusland ville misse målet og i øvrigt ramme Vesten lige så kraftigt som russerne. Ligeledes kritiserer Schmidt, at Vesten indstiller samarbejdet med Rusland i G8.

Der er flere modstandere mod en skærpelse af konflikten, og Jan Øbergs bog der handler om fejl begået i forbindelse med krigen i Irak – den største er naturligvis, at det overhovedet kom til krig i Irak, rummer gode bud på, hvordan man undgår skærpelse af konflikten.

Øberg diskuterer blandt andet de besynderlige begrundelser som USA og vennerne havde for at gå ind i Irak: Formodningen om, at Irak havde atomvåben eller rettere påstanden, der på intet tidspunkt viste sig at have noget på sig. Det interessante var også, at Saddam Hussein først var støttet af vestlige regeringer, og hvis han virkelig havde haft atomvåben, hvad FNs våbeninspektør Hans Blix afviste efter grundige undersøgelser, så ville USA og Europa vide det, da leverandørerne med al sandsynlighed ville være landsmænd eller nabolande.

Forudsigelig fiasko beskriver mange af de fejl, der blev begået incl. den retorik, der prægede hele den vestlige højrefløj, selv om de vel næppe var uvidende om, at organiseret statsterror er en langt større dræber end den privatterror, som den vestlige verden markedsfører som tidens værste trusselbillede. Ikke mindst efter den 11. september spørger man i højere grad om hvem, i stedet for måske at spørge om hvorfor.

Resultatet – som Øberg mere eller mindre forudsiger i sin bog fra 2004 – kender vi nu, og vi kan igen fastslå, at krig er en misforståelse, der har kostet amerikanerne – ja, en krig. Udover død og invaliditet for de mange unge soldater trækkes vi nu også med statsterror og kollektiv paranoia.

Som andre forfattere, Lars H. Svendsen med Frygt og Philliph Cole med The Myth of Evilbeskriver Øberg, hvordan krigen retorisk forsøges retfærdiggjort overfor borgere i de krigsførende lande.

Øberg anbefaler – med god ret og gode argumenter – at vi tager vestlig arrogance op til revision og i stedet viser interesse for kompleksiteten i andre samfund udenfor Europa og USA – og at vores medier søger at beskrive sandfærdigt og ikke kun med blik for pixelstørrelse på overskriften.

Der findes meget litteratur om fredsforskning, og så findes der også noget om, hvorfor nogle regeringer ikke er så interesseret i fred.

Til videre læsning om fredelige muligheder og bedre medieskik foreslås:

 

Nagieb Khajas Historien der ikke bliver fortalt

Den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja kritiserer de danske mediers gengivelse af krigen i Afghanistan. Som det fremgår af hans bog, er der stor afstand mellem afghanernes opfattelse af den amerikansk/europæiske tilstedeværelse i landet, og den opfattelse europæerne selv hylder – om den lokale befolknings tilfredshed med hjælpen fra de udenlandske tropper, en tilfredshed afghanerne selv ikke kan genkende, hvorimod rygterne lyder, at udlændingene stjæler naturressourcer fra landet, at USA har stjålet uran fra Helmand-provinsen.

Fra medierne hører vi ofte om de mange forbud og begrænsninger befolkningen især kvinder oplevede under Taleban, mens det mediemæssigt ikke har været særligt interessant, at FN’s tilstedeværelse i landet har skabt bordeller og vestlige restauranter med udskænkning af alkohol. Ligesom det er en kedelig kendsgerning, at afghanske læger, ingeniører og lærere opgiver deres arbejde for at blive tolke i vestlige organisationer og firmaer.

 

Folk som os – Hvad medierne ikke fortæller af Joris Luyendijk

Et af de beklagelige resultater af den uærlige nyhedsdækning er, at sandheden om 11. september blev slemt forvrænget, og at de transmitterede vredesudbrud ofte var iscenesat af folk udvalgt af regimet og ikke med deltagelse af store folkemængder som antydet i de vestlige medier. Mere interessant er det, at bin Laden selv opfattede 11. september som udtryk for selvforsvar mod det saudiske kongehus, regimet i Cairo og andre arabiske diktaturer. bin Laden ønskede ikke at erobre New York eller London men derimod Mekka.

Ligeledes overser såvel diktaturer som presse, at der findes en fredelig fraktion af politisk islam, der desværre har det hårdt i frygtstyrede samfund, men en muslim der ytrer sig om tro i Ægypten eller Saudi-Arabien løber risikoen for at havne i fængsel og blive tortureret af en, der er oplært af CIA

Hele bogen er en voldsom kritik af diktatur som styreform og sandelig også en kritik at den måde, der drives journalistik på ud fra princippet: If it bleeds it leads. Det er en spændende og afslørende bog om iscenesættelse og undertrykkelse bedrevet af arabiske diktaturer og vestlig presse. Blot kunne man ønske, at den blev læst af vestlige politikere med henblik på en nedtrapning af den stort og hysterisk anlagte krig mod terror.

 

Kofi Annan med Nader Mousavizadeh I krig og fred – Erindringer (2013)

Om Kofi Annan kan man sige, at han var den generalsekretær for FN, der fik bragt den gamle koldkrigsorganisation ind i det 21’ende århundrede, og med organisationens Millennium-erklæring, der blandt andet omfatter: Udryddelse af fattigdom, grundlæggende skoleuddannelse til alle, fremme ligestilling, øge kvinders indflydelse, sikre bæredygtigt miljø – er der initieret hensigter og formål, der kan understøtte fredsarbejdet på en helt ny måde. Erklæringen omfatter bindende mål og tidsfrister for de enkelte nationer, men projektet blev forstyrret af 11. september og yderligere sat tilbage, da USA invaderede Irak uden FN-mandat.

 

Per Dalgård: Putin – og Ruslands ukontrollable demokrati (2012)

… Under Putin er andelen af borgere der lever under fattigdomsgrænsen faldet fra en tredjedel til en tiendedel, og det har været vigtigere end at skabe et ægte demokrati, hvorfor russerne stort set har været tilfredse med et ’kontrollerbart’ demokrati. Ifølge den britiske Ruslandsekspert, Skidelsky, søger Rusland et ’kompromis mellem europæisk Sarkozy-agtig kapitalisme og en autoritær, protektionistisk model’.

 

En rå verden – Oliens storhed og fald af Peter Maass

Det er en del af oliens skumle magi, at den kan slette ubehagelige minder…

Bogen bugner af eksempler på oliekorruption der burde skræmme enhver benzinforbruger, herunder en historie om diktatoren i Ækvatorialguinea, der via en velvillig amerikansk bank og bistået af amerikanske regeringsmedlemmer får alle oliepengene direkte ned i egen lomme. Kun i begrænset omfang kommer olien olielandenes egne indbyggere til gode, hvilket illustreres sørgeligt ved en lille landsby i nærheden af Port Harcourt, Nigeria, hvor flaring (afbrænding af naturgas) med enorme sundhedsskadelige følger finder sted. Stedets bedste indtægtskilde er det lokale røvere selv henter, eller den bestikkelse de modtager fra olieselskaberne.

I den forbindelse er det de færreste store olieselskaber, der kan sige sig fri, hverken Shell, BP hvis direktør af Greenpeace fik årets skuespillerpris for grøn PR, eller Exxon der tidligere finansierede pseduovidenskabelige grupper, der hævdede at, global opvarmning var et fupnummer. Og i den anden ende er der regeringer, der maskerer deres olieinteresser i krig for frihed og demokrati krydret med rædselsberetninger om soldater der (ved Golfkrigens begyndelse) flår spædbørn ud af kuvøser på hospitalet – en historie der i øvrigt var iscenesat. Skulle man være i tvivl om, hvordan sådan kan arrangeres, giver filmen Wag the Dog (Dustin Hoffmann, Robert de Niro) en interessant fremstilling.

 

Jacques Rancière – Hadet til demokratiet

Det er ikke kun Zygmunt Bauman og Anthony Giddens, der frygter, at det demokrati, som vi vi med stolthed bruger til at angribe andre, ikke rigtigt har nogen funktion længere. Jacques Rancière slår fast, at et styre altid udøves af mindretallet over flertallet, og at vores demokrati er blevet dræbt af demokratihadere: Han skyder skylden for demokratiets krise på de intellektuelle og på masseindividualismen, der begår ugerninger i indkøbscentrenes tidsalder. Det gode demokrati burde have undertrykt den demokratiske civilisations katastrofe, da netop denne krise er fremprovokeret af det demokratiske livs intensitet. Som det er nu, udgør det formelle demokratis love og institutioner den facade og de instrumenter med hvilke den borgerlige klasses magt udøves.

 

Følgende klip fra artikel fra Arbejderen, 10. december 2013, røber til gengæld, hvem og hvorfor der kan være mere interesse i krig:

Flere og flere danske firmaer tjener penge på at sælge våben til militær og krig.

For nylig kunne lobbyorganisationen for de danske våbenfirmaer – Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark – fejre medlem nummer 70.

Og det går tilsyneladende godt for den danske våbenindustri. Omsætningen har aldrig været større: 2,6 milliarder kroner i 2012 – mod 1,5 milliarder i 2006.

Nogle af firmaerne nyder godt af det stigende samarbejde med USA. I august mødtes den danske forsvarsminister Nicolai Wammen med USA’s forsvarsminister Chuck Hagel og aftalte at udvide det militære samarbejde.

Et af våbenlobbyens mange nye medlemmer er Sky-Watch i Nordjylland. Netop i disse dage er firmaet ved at få sin drone godkendt af USA’s militær.

Vi er ikke interesseret i for meget opmærksomhed herhjemme. Vi har ikke nogen kunder på det danske hjemmemarked. Vi har svært ved at navigere politisk herhjemme. Flere politikere mener at droner er djævelens værk…

Jonas Johansen, direktør i Sky-Watch

 

DRONER TIL USA’S MILITÆR

Sky-Watch sendte i sidste måned tre mand til Fort Benning-basen i USA for at instruere 30 soldater i, hvordan man bruger firmaets nyudviklede rekognoscerings-drone. Til februar besøger Sky-Watch igen basen.

– Vi skal se, om soldaterne kan styre vores drone. Og vi skal se, hvordan vores droner klarer sig i simulerede kampsituationer. Målet er at blive godkendt til salg til det amerikanske militær og gøre opmærksom på vores produkt. I sidste ende håber vi selvfølgelig på at kunne levere vores droner til USA’s militær i fremtiden, fortæller Jonas Johansen, administrerende direktør hos Sky-Watch, til Arbejderen.

Sky-Watch kan tilbyde USA’s militær specialudviklede droner, der er designet til at operere under vanskelige forhold. Og så er dronerne meget brugervenlige: De kan styres af bare en enkelt soldat, der har fået et minimum af træning.

– Vi har udviklet en rekognoscerings-drone, der kan flyve ud og danne sig et overblik over eksempelvis en kampzone i en by eller i et naturområde. Dronen kan spotte en fjende, mens vores soldater er under beskydning. Dronen kan identificere en fjende, der skal neutraliseres, så vores soldater ikke behøver udsætte sig selv for fare.

Sky-Watch sælger og markedsfører sine droner i 26 lande på fire kontinenter. Firmaet, som bor i Støvring, blev oprettet i december 2009 af en række private investorer i Nordjylland.

Hvad omsætning og overskud er, ønsker Sky-Watch ikke at oplyse.

– Hvis vi offentliggør den slags tal, kan vores konkurrenter regne sig frem til, hvor mange droner, vi sælger. Det er vi ikke interesseret i. Vi er lidt reserverede. Vi er ikke interesseret i for meget opmærksomhed herhjemme. Vi har ikke nogen kunder på det danske hjemmemarked. Vi har svært ved at navigere politisk herhjemme. Flere politikere mener, at droner er djævelens værk.

 

EU HJÆLPER TIL

Der kan være endnu mere gyldne tider på vej for våbenindustrien – ikke bare i Danmark men i hele EU.

I juli vedtog EU-kommissionen en handlingsplan med navnet “Henimod en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor”.

Handlingsplanen skal “sætte skub” i våbenindustriens konkurrenceevne samt styrke EU-samarbejdet inden for våbenproduktion og forbindelserne mellem forskning og militær indenfor eksempelvis kemi, biologi, radiologi og droner.

EU vil også sikre forsyningen af vigtige, sjældne råstoffer der bruges i våbenproduktion, fremgår det af handlingsplanen.

Sidste år beskæftigede den europæiske våbenindustri direkte omkring 400.000 personer med yderligere 960.000 arbejdsplader hos underleverandører. Våbenindustrien havde en omsætning på 96 milliarder euro.

Jan Øberg

296 sider

Tiderne Skifter

Udgivet 1994