Med en ambitiøs titel og en perfekt timet udgivelse – umiddelbart før EU-afstemningen om retsforbeholdet – argumenterer Kasper Støvring for et mindre forpligtende forhold til EU, en mulighed for fleksibelt medlemsskab og forbeholds-shopping.

Ifølge Støvring har EU forfejlet sit mål, overstyret den folkelige debat og er i øvrigt chanceløs overfor Kina og Ruslands klassiske magtpolitik. Den bagvedliggende, stadige kritik går helt konkret på, at Danmark ikke har mulighed for at lave egen grænsekontrol.

Bogen omfatter megen positiv omtale af nationalstaternes fortræffeligheder, den fælles kristendom og de liberale værdier, der angiveligt er opstået som konsekvens af nationalismen, alt sammen elementer der skulle styrke tillid og sammenhængskraft i nationalstaten Danmark. Det er karakteristika der udfordres af EU-lovgivning som har en tendens til at virke topstyret og ikke-befordrende for tilliden.

Og det må man jo medgive forfatteren: EU-lovgivning begås ikke i tæt samarbejde med borgeren, og generelt har vi både risiko for tab af suverænitet og et demokratiunderskud på den konto. Men i stedet for at opgive en institution, der kan vise sig at være vores eneste redskab, når det gælder fremtidig ressourcefordeling, burde vi måske i større omfang vise interesse for EU og sørge for at vælge kompetente politikere med globalt udsyn til at repræsentere os? Ifølge Giddens og Bauman er der behov for an institutional framework of opinion building and will-formation – gerne i stil med EU, der trods begyndervanskeligheder er på rette vej; og som måske vil være i stand til at rykke på de i bogen roste liberale værdier, herunder den liberale økonomi og de globale problemer denne har medført.

Støvring medgiver, at Polen, Ungarn, Tjekkiet, Baltikum nærmer sig mere demokratiske institutioner i deres tilnærmelse til EU, ligesom samarbejdet kan medvirke til at skabe fredelig sameksistens i fastere former, og det er vel, hvad vi har brug for globalt?

En af Støvrings påstande er, at etnisk udrensning er et forstadium til demokratisering, men hverken 1849 eller 1915 i Danmark – eller 1788 i Frankrig synes at følge efter en etnisk udrensning. En anden påstand er, at nationalstater er bedre til at holde fred end EU, men var verdenskrigene ikke krige mellem nationalstater?

Støvring har mange argumenter mod EU og for nationalstater, men udsigten forplumres, når racismelovgivning tolkes som straf for at udtrykke værdsættelse af egen kultur. Kritikken af traktatteksterne for at være lange og ulæselige virker søgt, og hvordan skal vi forholde os til den følgende kommentar:

Det er også lettere at regulere borgere som stoler på institutionerne.

Argumentation og påstande kommer i en lind strøm og er kun i få tilfælde overbevisende.

Kasper Støvring

133 sider

Munch & Lorenzen

Udgivet: November 2015