Abelone Glahn har forfattet denne bog, som er en vejledning til at begå og markedsføre sig som forfatter på de sociale medier. Hun er journalist, har et kommunikationsbureau og er forfatter til en lang række andre bøger, samt medstifter af den succesrige NewPub-bevægelse for selvudgivere. Og så er hun da noget af en digital nørd, viser det sig, i takt med at man læser denne bog.

Bogen indeholder en gennemgang af forskellige relevante platforme med henvisning til de muligheder der er for at bruge platformen målrettet erhvervsmæssigt som forfatter. For hver platform gennemgås det hvordan kulturen er ”i miljøet”, hvilke fif man hvert enkelt sted kan nyde godt af at kende og udnytte, samt der henvises til lange rækker af eksempler på forfattere, man kan tage inspiration af, som udnytter medierne kreativt. Platformene er: Blogs, LinkedIn, Facebook, Twitter, YouTube, Instagram, Pinterest, Podcast og Crowdfunding.

Tidligt i bogen beskrives hvordan man som forfatter kan opbygge en ’stamme’ af et socialt netværk på de sociale medier og bogen viser hvordan man på de forskellige platforme kommunikerer på forskellige måder, og der vises på kompetent måde muligheder og begrænsninger på de respektive platforme.

Bogen er en stor inspirationskilde, men også et vidnesbyrd om den forandring der er sket i forfatter-rollen i takt med digitaliseringen. Det er lidt af en mundfuld at læse bogen fra ende til anden, fordi den er mildest taget pakket med information og du kan hurtigt ende op med dårlig samvittighed over alt det, du kunne gøre, men ikke har gjort. Man kan i princippet lægge hele bogen ind på sin to-do liste og nogle vil nok sende nostalgiske tanker til dengang, man bare kunne sidde og skrive på sine værker i fred og ro, imens andre vil elske alle de mange muligheder i den sociale kommunikation på nettet.

Denne bog er under alle omstændigheder en guldgrube af nyttig information. Perlerækker af gode råd og tips og ideer. Hjørner af de sociale medier, som du ikke anede fandtes, måder at gøre tingene på, som du aldrig havde fået ideen til selv. Hvis man er forfatter og gerne vil gøre noget på de sociale medier, er dette simpelthen bogen du skal have fat i. Der kan du finde hintet om funktioner, du ikke havde tænkt på. Og den er eminent at bruge som opslagsbog i takt med at du får tid til at gøre noget ved det.

Abelone Glahn skriver med et engagement, så man næsten ikke kan undgå at blive smittet af hendes begejstring. Det er et vanskeligt område at danne sig et overblik over, som kan tage meget tid at sætte sig ordentligt ind i, men her er det så at vi har Abelone Glahn til at hjælpe, og det gør hun godt. For alle forfattere eller skribenter, der gerne vil lære mere om synliggørelse på nettet.

Abelone Glahn

Forfatterens guide til sociale medier

Praktisk hjælp til forfattere og andre skribenter

200 sider

2016

Forlaget Amedia

Gitte Sander