Den svenske krimiforfatter Christoffer Carlsson er uddannet lektor og forsker i kriminologi ved Stockholms Universitet. Dermed har han de allerbedste forudsætninger for at skrive en god krimi. Han har da også allerede udgivet en hel række roste krimier i sit hjemland og herhjemme. Ligeledes er han blevet beriget med flere flotte nomineringer og priser for sine bøger. Nu udkommer ”Forbandelsen”, der udover at være en fascinerende krimi, også byder på en tankevækkende fortælling om menneskelig adfærd og om arv og miljø.
”Forbandelsen” er fortællingen om livet i Marbäck, Halland. Her dør en ung kvinde, Lovisa, tilsyneladende i forbindelse med en dramatisk brand i november 1994. Politiets undersøgelser afdækker imidlertid, at hun var død før ilden blev påsat. Lovisas kæreste, Edvard, bliver anklaget for drabet. Han var tæt på stedet og havde blod på sig. Edvards slægt har også ry for at være utilpasset og lettere voldelig.
I et fortællespor følges Edvards nevø Isak Nyqvist på kun 8 år. Isak betaler en høj pris i forbindelse med at morbroren ender i fængsel, eftersom de to var tæt knyttede. I et andet fortællespor følges den unge og tænksomme betjent Vidar Jörgensson. Han bor tæt på hændelsesstedet og bliver tilknyttet opklaringen. Vidar fatter sympati for Isak, der savner sin morbror. Isak er en opmærksom lille fyr. Han spekulerer på, om han har arvet de voldelige tendenser, der angiveligt ligger til slægtens drenge.
Ni år senere omkring nytåret 2005 vælter stormen Gudrun ind over Halland. Tre måneder forinden er Isak fyldt 18 år. Han er på vej ud af en uheldig tangent, og står til en dom for tyveri. Livet er svært, folk ser skævt til ham og kærligheden er brutal. Isak er altid blevet mobbet, og det hele eskalerer i hans teenageår. Skyld, skam, fortielser og bagtalelse tynger i dén grad.
Vidar sidder nu i tyveriafdelingen. En gammel sag om en jugoslavisk tyveribande får ham til at undersøge, om de måske kunne være involveret i drabet på Lovisa og branden tilbage i 1994. Bogens sidste del foregår i sommeren 2017, hvor enderne samles. Intet er som man tror. Gamle hemmeligheder kommer for en dag!
”Forbandelsen” er en meget vellykket krimi, der formår at løfte meget. På den ene side er den et spændende mysterie, hvor den dømte gerningsmand aldrig indrømmer drabet. Dermed opbygges en tvivl. Hvem er den skyldige så? Mest af alt er fortællingen i min optik et interessant indblik i de mennesker, der bor i et mindre samfund, deres relationer og de historier, de hver især bærer på. Som kriminolog har Christoffer Carlsson et fantastisk øje for de psykologiske aspekter og kan beskrive dem på uforlignelig vis. Romanen er også en malerisk, flot og præcis beskrivelse af landskabet i Halland. Forfatteren gør brug af specifikke hændelser såsom stormen Gudrun og tsunamien som tidsmarkører.
Christoffer Carlsson skriver ubesværet og let. Bogens to hovedkarakterer er nevøen Isak og betjenten Vidar. Det er værd at fremhæve, hvor fint forfatteren mestrer barnets sprog fra barndom til voksenalder, idet bogen udspiller sig over tre tidsperioder. Forfatteren formår i det hele taget at skrive indsigtsfuldt og med stor troværdighed. Han portrætterer ret forskellige mennesker og miljøer. Alligevel evner han at ramme den helt rigtige tone og stemning.
Med en baggrund som underviser og forsker i kriminologi skiller Christoffer Carlssons bøger sig ud fra flertallet af krimier. Denne historie er medrivende og intens, men helt uden de hårde ting der ofte kan optræde i en krimi såsom blodbad, våben, fingeraftryk og scener på retsmedicinsk institut. Du får derimod en helstøbt fortælling om et genkendeligt mindre bysamfund, de mennesker der bor der, deres forskelligheder, relationer og livsvilkår og ikke mindst opklaringen og konsekvensen af en sag. ”Forbandelsen” er frem for alt en tankevækkende beretning om arv og miljø, og om prisen ved en ugerning. Den belyser den sociale stigmatisering, som familiemedlemmer oplever, når en af deres nære bliver fængslet – berettiget eller uberettiget. Forfatterens styrke er det psykologiske, men han har også fuldt ud tjek på plot, plottvist, virkemidler og et godt sprog. Han kan med andre ord sit kram! ”Forbandelsen” er en fascinerende krimi med mere dybde end vanligt – og netop derfor skal du læse den!
Forbandelsen
Forfatter: Christoffer Carlsson
Oversættelse: Karsten Nielsen
Forlag: Gyldendal
480 sider. Indbundet
Udgivelsesdato: 25. 3. 2021
Anmelder: Nønne Lønne Votborg