Så har Jesper Juul gjort det igen – skrevet en fantastisk vigtig bog, som vil blive til stor læring og inspiration for både forældre og personale der arbejder med børn og unge.

Denne gang skriver han om forældrenes lederskab i familien.

Børn har brug for lederskab og autentiske, ansvarlige forældre til at vise dem vejen, og der er ikke mange, der som Jesper Juul er i stand til at beskrive hvorfor det er så vigtigt og hvordan det kan se ud i praksis, så enhver burde kunne forstå det.

Han rummer det meste af et helt livs erfaringer som lærer og familieterapeut. Disse erfaringer er ikke at kimse af og kombineret med en stor viden om hvad der har rørt sig og nuværende rører sig i vores kultur, i vores institutioner og i de små hjem, er det han har at dele ud af virkelig værdifuldt.

Det er ikke svært at anbefale denne bog, fordi den er simpelthen bare helt utroligt god fra start til slut. Nogle af mine yndlingspointer i bogen er for eksempel at forældre af i dag i vores informationssamfund bør vide, at det at være forældre for børn ikke handler om at indlære en bestemt metode, men om at være tilstede som sig selv med sine egne holdninger og værdier. Han har så meget ret, når han pointerer vigtigheden af at sige ”Jeg” i stedet for ”Du”, og pointerer at det vigtigste er at barnet og for så vidt også den voksne har en sund selvfølelse og et realistisk selvbillede.

Med et citat fra bogen, kan man kun sige, at hvis nogen måtte have misforstået hvor Jesper Juul i sin tid ville hen med bestselleren Dit kompetente barn, får han her eftertrykkeligt manet eventuelle misforståelser i jorden, om at det hele ikke kun handler om lyst og behov: ”Hvorfor har børn brug for lederskab? Det har de, for selvom de er kompetente, har de ingen erfaring. Derfor har de brug for voksnes erfaring.”

Bogen egner sig til at blive læst af snart sagt enhver forældre, lærer eller medarbejder i institutioner, psykologer, psykoterapeuter osv. som interesserer sig for børns opvækst og forældrenes rolle i familien. Du vil ikke blive skuffet. Det er visdomsord, og man lægger bogen fra sig med en følelse af at være blevet beriget, plus en slags lettelse over at ens voksne børn også får adgang til den slags information, når de engang bliver forældre, da de vil blive lidt mere i stand til at navigere og skelne imellem skidt og kanel i hvad der er det vigtigste som forældre. Godt den bog kom ud!

Jesper Juul

Førerulve

Det livsvigtige lederskab i familien

221 sider

Akademisk Forlag

2017

Gitte Sander