I Danmark har vi haft en falsk marquis, en del falske læger, en fake museumsdirektør og en ‘bevidst uredelig’ forsker. I Brasilien har de haft en falsk fodboldspiller, Carlos Kaiser. Skønt medlem af adskillige fodboldklubber, ven med de største fodboldspillere og jævnligt berømmet i aviserne, spillede han aldrig en kamp. Han havde flere kontrakter i tidens løb, men han havde også en række imaginære skader, og hans bedstemor døde fire gange.

Man kan sige, at hans motivation var skabt i et fattigt Rio de Janeiro. Han indledte sin karriere med at true sin fysiklærer til at give ham højere karakterer, ellers ville han røbe samme fysiklærers forhold til en studerende. Karisma og bekendtskaber skaffer ham ind i klubben Flamengo, og et mageløst skuespil og en synlig støtteforbinding om venstre lår sørger for, at han ikke kommer på banen i de tre år han er tilknyttet klubben. Da der går rygter om, at han står til blive smidt ud af Flamengo, begynder han at date klubpræsidentens niece.

På CV’et kommer der flere store klubber. Kaiser scorer ikke et eneste mål men utallige smukke kvinder. Ifølge ham selv er det den væsentligste grund til at agere fodboldspiller: de mange kvinder. Der følger også en del fester, men Kaiser er ikke den der drikker. Det gælder om at holde fysikken i orden.

I 1980’erne havde Kaiser et venskab med en mafiaboss der yderligere fremmede Kaiser glamourøse fodboldkarriere. Han har også en enkel meget heldig opdukken på banen, hvor det tilfældigvis lykkes ham at score, men ellers er han helt igennem fake.

Kaiser er et interessant fænomen, men billedet af brasiliansk fodbold er måske nok så spændende, og hvis man i forvejen kender lidt til klubber og spillere, er her en del at hente. Her er rigtigt mange fotografier af berømte fodboldspillere, blandt andre af Pelé – og Kaiser i stramme speedos – scorepåklædning.

Samlet set er Fodboldspilleren lidt rodet. Er det et portræt af en svindler, af en fattig brasilianers desperation, eller er det et billede af det fattige Brasiliens desperation symboliseret ved paniske forsøg på at få en plads i berømthedernes spotlight?

Rob Smyth

Fodboldsvindleren

Fodboldspilleren, der ikke kunne spille fodbold

Oversat af Michael Jepsen

254 sider

memoris

Udgivet: 2018

Birte Strandby